De har længe ligget i en benhård kamp mod hinanden.

Men nu har det udviklet sig til direkte krig. Den kan komme til at koste millioner af dollar.

De stridende er på den ene side en samling af tidligere toprepublikanere og på den anden side Donald Trumps datter og svigersøn, Ivanka Trump og Jared Kushner.

Hele den nu meget bitre sag tager sit udgangspunkt i storbyen New York.

Nærmere bestemt den berømte plads Times Square på Manhattan.

Her har gruppen af tidligere toprepublikanere kaldet The Lincoln Project valgt at købe to enorme pladser til deres reklamer.

Den ene digital, den anden god gammeldags print.

Indholdet på de to kæmpeannoncer er det, der nu har fået Ivanka Trump og Jared Kushner til at true med søgsmål af den helt dyre af slagsen.

På den digitale udgave kan man se et billede af en smilende Ivanka Trump, der ser ud til at præsentere et par tal.

Det ene tal er 33.366+.

Det andet er 221.247+.

Det første tal repræsenterer antallet af folk fra New York, der har mistet livet med coronavirus. Det andet er antallet af døde amerikanere med covid-19 siden coronakrisens udbrud ramte USA hårdt i foråret.

De to store reklamer på Times Square i New York set fra jorden.
De to store reklamer på Times Square i New York set fra jorden. Foto: JEENAH MOON
Vis mere

På naboplakaten står en smilende Jared Kushner med korslagte arme. Et citatet udfylder pladsen ved siden af ham:

'(Newyorkere) kommer til at lide, og det er deres problem,' står der over en række små figurer, der skal forestille at være en række poser med afdøde personer i.

Symbolikken er tydelig.

Men ikke specielt sjov, hvis man spørger Ivanka Trump og Jared Kushner.

De har nemlig via en advokat truet med søgsmål, hvis ikke The Lincoln Project piller reklamerne ned igen hurtigst muligt.

Hos The Lincoln Project har man svaret ved at lægge den advokatskrivelse, som er sendt til dem på vegne af Ivanka Trump og Jared Kushner, op på sociale medier.

Her kan man blandt andet læse, at Jared Kushner ikke mener nogensinde har sagt det, som står ved siden af ham på plakaten. Yderligere kan man læse, at Ivanka Trump aldrig mener at have lavet sådan en 'gestus' med sine hænder, som det lyder i den korte skrivelse.

'Hvis ikke disse bannerreklamer bliver taget ned øjeblikkeligt, vil vi sagsøge jer for det, der uden tvivl vil være et enormt beløb i kompensation og skade,' lyder det.

Det har man dog ikke meget tilovers for hos The Lincoln Project, der ligefrem byder yderligere retmæssige tiltag fra Ivanka Trump og Jared Kushners repræsentanter velkommen.

Man er nemlig sikker på, at man har sit på det tørre. Det fremgår af et længere svar fra organisationens advokat, som The Lincoln Project har lagt på Twitter.

Her har man vedlagt et link til en artikel fra Vanity Fair fra september måned. Her fremgår Jared Kushners citat, som ifølge mediet stammer fra 20. marts i år.

På det tidspunkt var coronavirus' indtog fortsat begrænset i USA. Og på det tidspunkt var Jared Kushner ansvarlig for USA's corona-indsats.

De to store reklamer på Times Square i New York set fra jorden.
De to store reklamer på Times Square i New York set fra jorden. Foto: JEENAH MOON
Vis mere

Selvom mange steder i USA var uden coronavirus, havde storbyen New York allerede set voldsomt mange sager. Under et møde, som Vanity Fair har konstrueret via kilder, skulle Jared Kushners frustration over den manglende respons fra delstaten New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, være kommet op til overfladen:

»Cuomo foretog ikke nok opkald for at få værnemidler til sin delstat ... Hans folk kommer til at lide, og det er deres problem.«

Den person, som frembringer Kushners citat er anonym, men som Lincoln Project påpeger i deres mail, så har Jared Kushner endnu ikke bedt Vanity Fair om at trække det tilbage.

Ligeledes mener man fra organisationens side at kunne bevise, at Ivanka Trumps gestus med hænderne har fundet sted.

Ivanka Trump i en reklame for Goya-bønner.
Ivanka Trump i en reklame for Goya-bønner. Foto: TWITTER/@IVANKATRUMP
Vis mere

Det gør man via en reklame, som Ivanka Trump i juli måned i år lavede for black beans af mærket Goya.

Som man kan se på billedet fra reklamen her i artiklen, passer den håndstilling stort set med den, Ivanka Trump er afbilledet med på banneret i New York. Goya-produktet er dog væk.

Repræsentanterne for Ivanka Trump og Jared Kushner har lovet et søgsmål i den helt store ende af skalaen, hvis ikke de to reklamer tages ned.

Til det lyder svaret:

'The Lincoln Project byder chancen for at bevise ægtheden af vores Times Square-reklamer via en retssag. Så sagsøg os, hvis i føler behov for det.'

'Det her er ikke ovre. Hr. Kushner og Fru Trump vil høre mere fra The Lincoln Project snart.'