Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Når hun skal lave interview, er det ofte ved hjælp af stearinlys. Hvis hun overhovedet har mulighed for at tage opkald.
Varmen i lejligheden er væk store dele af døgnet, det samme er vandet i hanen, lyset i lamperne og internettet på computer og mobil.
Iuliia bor i et højhus i Ukraines hovedstad, Kyiv. På 15. sal.
Hun mærker de russiske angreb på byen helt tæt.
»Det ødelægger alt. Det infiltrerer alt i vores liv,« siger Iuliia Mendel.
Selvom hendes liv er dybt påvirket af de russiske angreb på Kyiv og den ukrainske infrastruktur, så mener hun selv, at hun er »privilegeret«.
Det skyldes hendes nære fortid.
Mellem 2019 og 2021 var hun pressechef for den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Hun kender den ukrainske præsident indgående, hun kender det ukrainske system indefra, og hun kender folk på højtbesatte poster i både ind- og udland.
»Jeg har muligheder, som mange andre ukrainere ikke har. Men det kræver, at man kan komme online,« fortæller hun til B.T.
Som mange andre ukrainere har hun vænnet sig til at arbejde online. Det kom først i stand under corona. Og siden Rusland invaderede Ukraine 24. februar, er det blevet mange ukraineres væsentligste levebrød.
»På grund af de russiske angreb har vi ikke lys og varme i 10-15 timer i døgnet. Og så har vi heller ikke internet, så det er svært at arbejde,« siger Iuliia Mendel over en krypteret tjeneste fra Kyiv.
Problemerne, hun og mange andre ukrainere står med, bliver tydelige, mens hun bliver interviewet.
»Det er lidt svært at høre dig … der er luftalarmer lige nu,« siger hun.
Dem er hun ellers næsten blevet vant til.
Men i modsætning til mange andre i Kyiv går hun ikke i beskyttelsesrum eller i metroen, når luftalarmerne går.
»For omkring to måneder siden, der væltede jeg i mørket, som bombardementerne har været skyld i, og brækkede foden,« fortæller hun.
Det betyder, at hun mere eller mindre er fanget i lejligheden på 15. sal.
»I sidste uge blev min underbo fanget med sit lille barn i elevatoren to gange i flere timer under blackout, så jeg tør simpelthen ikke bruge den,« fortæller Iuliia Mendel.
Det er ellers ikke, fordi luftalarmer er sjældne.
»For bare nogle få dage siden blev jeg vækket klokken 4 om natten af luftalarmerne. Og så hører man dem. Dronerne. Man kan høre dem flyve ind fra Dnepr-floden,« forklarer hun om de russiske selvmordsdroner, der har ramt civile og delvist lammet Ukraines infrastruktur.
Under den russiske invasion af hjemlandet har hun brugt en stor del af sin tid på at hjælpe organisationer og helt almindelige mennesker. Hendes relationer rundt om i landet har givet hende muligheden for at være bindeled.
Samtidig har hun benyttet tiden til at skrive. Det har været hendes måde at komme af med sine frustrationer. Det er blevet til tusindvis af tweet og en bog.
Men det mindsker ikke den vrede, hun selv føler.
»Som mange andre ukrainere er jeg meget vred. Hvorfor vil Rusland slå os ihjel?« spørger hun.
Helt nært blev det for ikke længe siden, da hun modtog billeder fra den by i Kherson-regionen, hvor hun tilbragte en stor del af sin barndom.
»Mine bedsteforældres hjem i Oleksandrivka, hvor jeg boede, da jeg var helt lille, er blevet bombet af Rusland. Det er ødelagt,« siger hun og henviser til et billede, hun har lagt op på sociale medier.
Her kan man se et ueksploderet missil midt i et rum i barndomshjemmet.
