Ved Ponte dei Sospiri, som på dansk kendes som 'Sukkenes Bro', i Venedig, sukker de lokale højere end nogensinde. I ren og skær fortvivlelse.

For første gang nogensinde er der nemlig nu flere turistsenge på hovedøen i Venedig end lokale indbyggere.

De lokale har længe råbt op om problemet, siger de, og de har ikke stor tiltro til, at en mulig plads på UNESCOs sorte liste over truet kulturarv vil hjælpe.

Det rapporterer The Guardian.

I begyndelsen af 1950erne var Venedig hjem for flere end 170.000 indbyggere, men det tal er faldet støt lige siden.

I dag er der registreret 49.304 indbyggere, og dermed har byen nu flere turistsenge.

I alt er der således nu registreret 49.693 turistsenge på tværs hoteller og i feriehjem på hovedøen.

»Vi føler os som udlændinge i vores eget hjem, for når man går på gaderne, er vi i mindretal,« siger Matteo Secchi, som står bag hjemmesiden venessia.com, hvor man kæmper for at bevare Venedigs kulturarv.

»Nu og da ser man en anden venetianer, og man hilser på dem fra lang afstand, men derudover er man omringet af turister,« siger Matteo Secchi desuden.

En turist tager en selfie foran Ponte dei Sospiri, 'Sukkenes Bro', i Venedig.
En turist tager en selfie foran Ponte dei Sospiri, 'Sukkenes Bro', i Venedig. Foto: Andreas Solaro/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

På de travleste dage denne sommer blev Venedig besøgt af flere end 40.000 turister dagligt.

Hos UNESCO truer man de italienske myndigheder med at placere Venedig på listen over truet kulturarv.

En beslutning ventes at blive truffet i slutningen af september, men i Venedig har man ikke tiltro til, at det vil få de italienske myndigheder til at reagere tilstrækkeligt for at beskytte byen.

»Vi har ikke brug for, at UNESCO fortæller os, at vi er i risikozonen. Det har vi vidst i årtier. Men måske kan en plads på den truede liste strø lidt peber ud over myndighederne, så de gør noget mere,« siger Matteo Secchi.

Fra 2024 vil de lokale myndigheder i Venedig begynde at kræve betaling på fem euro for dagsbesøg til Venedig.

Det, tror Matteo Secchi imidlertid ikke på, vil løse nogen problemer for de få tilbageværende lokale beboere, og han frygter, at det vil omdanne byen til en forlystelsespark.