Amerikanske Amanda Knox er tidligere både blevet kendt skyldig og frifundet for mordet på en engelsk studerende, men tirsdag tog den italienske højesteret sagen op igen.

ITALIEN: Den 26-årige amerikanske Amanda Knox var tirsdag igen på anklagebænken for mordet på sin tidligere bofælle, engelske Meredith Kercher, og den italienske anklager går efter at få Amanda Knox dømt til 30 års fængsel. Det skriver Reuters.

Amanda Knox’s daværende kæreste, italienske Raffaele Sollecito, er også anklaget for mordet, og står det til anklagemyndigheden skal han 26 år i fængsel.

Hele sagen startede tilbage i 2007, hvor den britiske udvekslingsstuderende Meredith Kercher på 21 år blev fundet død med over 40 knivstik og halsen skåret over i det hus, hvor hun boede sammen med Amanda Knox. Amanda Knox var også udvekslingsstuderende i den italienske universitetsby Perugia, og tidligere har der været historier fremme om, at Kercher døde i en sexleg, der gik galt.

I 2009 blev Amanda Knox sammen med ekskæresten Raffaele Sollecito dømt for mordet, men en efterfølgende retssag omstødte den oprindelige dom og frifandt dem, så de i 2011 kunne forlade deres fængselsceller.

Nu er deres sag så for retten igen, efter den italienske højesteret omstødte frifindelsen af Amanda Knox og Raffaele Sollecito tilbage i marts i år med begrundelsen, at der havde været uoverensstemmelser i sagen.

Begge de sigtede nægter alle anklager og enhver indblanding i mordet. De har tidligere fortalt, at de slet ikke opholdt sig i huset, da Kercher blev myrdet, men at de var sammen i Sollecitos lejlighed, hvor de røg hash og så en film. Amanda Knox er ikke rejst til Italien i forbindelse med den nye retssag, men befinder sig i sin hjemby Seattle i USA.

En tredje mand fra Elfenbenskysten, Rudy Guede, er ved en separat retssag blevet dømt til 16 års fængsel, som han er i gang med at afsone, for at have været indblandet i mordet.