Handelsaftale, der er underskrevet af EU og Canada, kan ikke træde i kraft, hvis Italien nægter at ratificere.

Rom. Italiens nye regering vil ikke ratificere en færdigforhandlet og underskrevet handelsaftale med Canada, da den ikke i tilstrækkelig grad beskytter italienske fødevarer.

Det siger Italiens landbrugsminister, Gian Marco Centinaio, i interview med avisen La Stampa.

- Vi vil ikke ratificere frihandelsaftalen med Canada, da den kun beskytter en mindre del af vores BOB (beskyttede oprindelsesbetegnelser, red.) og BGB (beskyttede fødevarebetegnelser, red.), siger Centinaio.

BOB betyder ifølge Fødevarestyrelsen, at "en fødevare eller et landbrugsprodukt stammer fra og er fremstillet, forarbejdet og tilvirket i det pågældende område".

BGB dækker over, at varen stammer fra og enten er "fremstillet, forarbejdet eller tilvirket i et afgrænset geografisk område".

Centinaio kommer fra højrefløjspartiet Ligaen, der som koalitionspartnerne i Femstjernebevægelsen vil forsøge at begrænse EU's indflydelse.

Handelsaftalen med Canada (Ceta) er den første store handelsaftale, som EU har underskrevet, siden man i 2011 begyndte at implementere en handelsaftale med Sydkorea.

Alle medlemslande skal godkende Ceta, før den kan træde i kraft.

Med Ceta vil handelsbarrierer blive brudt ned. EU vil få mulighed for at eksportere mere ost og vin, mens Canada kan sende mere svine- og oksekød til unionen.

Desuden vil eksempelvis danske og andre EU-lande med Ceta i højere grad få mulighed for at byde ind på opgaver i Canada.

/ritzau/