Søndag skal de italienske venstreorienterede vælgere pege på, hvem der skal være deres kandidat til parlamentsvalget i foråret.

ITALIEN: Når der søndag er nomineringsvalg i Italien, kommer det hovedsageligt til at stå mellem Det Demokratiske Partis leder, Pier Luigi Bersani, og borgmesteren i Firenze, Matteo Renzi. Meningsmålinger viser ifølge Reuters, at 61-årige Bersani ligger i front blandt de i alt fem kandidater efterfulgt af 37-årige Renzi. Dog er mange i den 61-åriges parti fristet til at vælge et frisk pust frem for en gammel traver, forlyder det.

Omkring tre millioner partimedlemmer samt ikke-medlemmer forventes at stemme.

Lykkes det ikke Bersani at sikre sig 50 procent af stemmerne, som en sejr i første runde kræver, vil der blive holdt en anden runde 2. december for at afgøre, hvem der skal stå i spidsen for den alliance, som allerede nu fører i meningsmålingerne til næste valg.

Mario Monti overtog premierminister-embedet i november 2011 efter den meget kontroversielle Silvio Berlusconi. Det er dog langt fra sikkert, at Berlusconi er ude af italiensk politik. Lørdag luftede han nemlig igen tankerne om at stille op til valget næste år.

- Jeg tænker over det, sagde han ifølge Reuters.

I så fald bliver det som leder for hans parti, det højreorienterede parti PDL, som ellers havde planlagt at vælge ny leder efter Berlusconi 16. december. Gør den tidligere premierminister alvor af sine overvejelser, vil valget af den nye leder formentlig blive aflyst.

Ligeledes lørdag demonstrerede tusindvis af mennesker i Roms gader mod den stramme økonomiske politik i landet.