Italiensk politi begik flere fejl, da amerikaneren Amanda Knox, som i 2015 blev frifundet for drab på sin britiske veninde i Italien, blev afhørt i 2007.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol siger i en dom torsdag, at Italien skal betale 10.400 euro (78.000 kroner) i erstatning til den amerikanske kvinde.

Desuden skal Italien betale 8000 euro (60.000 kroner) i sagsomkostninger.

Sagen handler om en politiafhøring 6. november 2007, da Knox beskyldte en pubejer for at have dræbt hendes sambo. Pubejeren blev siden renset for denne anklage, og Knox blev idømt tre års fængsel for beskyldninger i ond tro.

I forbindelse med afhøringen blev amerikaneren ikke tilbudt en advokat og en oversætter. Det var en fejl, fastslår domstolen.

Domstolen siger samtidig i afgørelsen torsdag, at der ikke er tilstrækkelige beviser for, at amerikaneren blev udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling.

Knox blev idømt tre års fængsel for beskyldninger i ond tro. Men da hun på det tidspunkt havde siddet i fængsel længe, var den straf allerede blevet afsonet.

/ritzau/