To mennesker er døde som følge af coronavirus i Italien, mens smittetallet er steget til 79.

Italiens premierminister, Giuseppe Conte, meddeler, at indbyggere hverken må forlade eller gå ind i områder, som i særlig grad er ramt af et nyligt udbrud af coronavirus i landet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP sent lørdag aften.

Ifølge BBC drejer det sig om i alt 50.000 mennesker i mindst ti norditalienske byer, der i praksis er sat i karantæne som følge af "nødplanen". De er alle blevet bedt om at blive hjemme.

Både politiet og hæren har bemyndigelse til at opretholde restriktionerne, skriver det britiske medie.

- I zoner, der betragtes som brændpunkter, vil det hverken være muligt at komme ind eller ud uden særlig tilladelse, siger Conte lørdag under et pressemøde ifølge AFP.

Udmeldingen kommer, efter at to mennesker er døde i landet som følge af det nye virus.

Samtidig er det samlede antal smittede i landet steget til 79, lød det sent lørdag aften.

Coronavirussets indtog i det nordlige Italien har skabt uro i flere norditalienske byer, hvor folk i forvejen har trukket sig tilbage på opfordring fra flere myndigheder.

Det er særligt regionen Lombardiet, der er ramt.

I alt ti italienske byer blev fredag lukket ned, hvilket betød, at skoler, barer og offentlige institutioner blev holdt midlertidigt lukket.

Men nu er det altså helt forbudt forlade eller gå ind i visse zoner uden en særlig tilladelse.

Verdenssundhedsorganisation, WHO, har i løbet af de seneste dage meddelt, at det er kritisk at få inddæmmet coronavirussets spredning uden for Kina.

WHO-direktør Tedros Adhanom Ghebreyesus har sagt, at der er brug for at gøre alt for at begrænse udbruddet.

- Selv om muligheden for at inddæmme virusset svinder ind, så har vi stadig en chance for at begrænse smitten. Hvis ikke vi gør det, hvis vi forspilder muligheden, så vil vi få et alvorligt problem, har han sagt ifølge Reuters.

Det italienske udbrud kan spores til den lille by Codogno, som ligger sydøst for Milano, hvor Lombardiets første virusramte patient blev behandlet.

/ritzau/