Den israelske hær har mandag aften gennemført luftangreb mod det syriske militær i det sydlige Syrien.

Det sker ifølge israelske medier som modsvar på et planlagt angreb ved grænsen mellem Israel og Syrien, der dog blev forhindret.

Ifølge Jerusalem Post deltog helikoptere og kampfly mandag aften i angrebet mod syriske mål.

Syrisk militær har mandag aften affyret anfiluftskyts mod »fjendtlige mål« nær Damaskus, oplyser det statslige syriske nyhedsbureau Sana.

Baggrunden for spændingerne er ifølge israelske medier, at israelske specialstyrker natten til mandag opdagede en gruppe, der placerede sprængstof langs grænsen til Israel.

»Vi ved ikke, hvem der sendte dem. Der er mange aktører i Syrien,« siger talsmand for den israelske hær Hidai Zilberman ifølge avisen Jerusalem Post.

Alligevel har Israel valgt at angribe syrisk militær med følgende begrundelse:

'Den israelske hær anser det syriske regime som ansvarlig for alle missioner, der bliver udført på dets territorium. Vi vil fortsætte med at tage handling mod alle angreb på den israelske stat.'

Målene for de israelske kampfly var observationsposter, anti-tank-systemer og syriske militærbaser.