FN's generalsekretær advarer om, at de tiltagende uroligheder i Gaza kan føre til krig.

Gaza. Israelske jagerfly har tidligt onsdag ramt 25 mål i Gaza.

Angrebet kommer, efter at mindst 30 projektiler og missiler blev affyret mod Israel natten til onsdag. Det oplyser militæret.

- Terrororganisationen Hamas har angrebet civile i Israel hele natten med adskillige raketangreb, lyder det i en officielt melding fra militæret.

Tirsdag udtalte FN's generalsekretær, António Guterres, at de voldsomme sammenstød i Gaza er tæt på at kunne udvikle sig til en decideret krig.

- Det er en advarsel til alle om, hvor tæt situationen er på at udvikle sig til en krig, lød det fra generalsekretæren.

António Guterres sagde samtidig, at han er "chokeret" over det israelske militær, men at begge parter bærer et ansvar for at få stoppet konflikten.

- Jeg fordømmer alle de handlinger, begge sider har truffet, som har ført til denne farlige og skrøbelige situation.

Siden slutningen af marts er over 120 mennesker blevet dræbt under voldsomme sammenstød mellem israelske soldater og demonstrerende palæstinensere på grænsen mellem Israel og Gaza.

Langt de fleste dræbte var ubevæbnede demonstranter.

I sidste uge stemte FN's Generalforsamling et stort flertal for at bebrejde Israel for drabet på over 120 mennesker i Gaza.

Samtidig afviser FN USA's forslag om at fordømme den palæstinensiske bevægelse Hamas for drabene.

FN-resolutionen blev stemt igennem med 120 stemmer for og otte imod, mens 45 afstod fra at stemme, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed fordømmer FN Israel for "overdreven magtanvendelse" i Gaza mod civile palæstinensere.

FN's Generalforsamling stemte resolutionen igennem på opfordring fra palæstinenserne og deres tilhængere.

Palæstinenserne opfordrede til et hastemøde i FN's Generalforsamling, hvor der ikke kan nedlægges veto, efter at USA den 1. juni havde nedlagt veto mod en Gaza-resolution i FN's Sikkerhedsråd.

Den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, kaldte resolutionen i Sikkerhedsrådet "groft ensidig" ved kun at bebrejde Israel.

Hun kritiserede den også for ikke at nævne Hamas, som USA mener er skyld i volden.

/ritzau/AFP