ISRAEL: Et israelsk luftangreb dræbte lørdag en palæstinensisk militant og sårede en anden, som begge kørte på en motorcykel i Gazastriben.

Det oplyser palæstinensiske læger og det israelske militær ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I meddelelsen fra Israels militær bliver de to mænd omtalt som »terroragenter fra Hashora Rådet for Muhajideen, en Gaza-baseret jihad-organisation«. Ingen militante grupper i Gaza har udmeldt, at de to dræbte skulle tilhøre dem, men Hashora Rådet tog fredag ansvaret for at have affyret en raket mod den israelske by Netivot og ramt et hus. Ingen kom til skade under angrebet.

I juni blev der mere end 150 gange affyret raketter fra Gaza mod Israel, og her blev fem israelere såret. Gengældelsesangrebet fra Israel mod Gaza kostede efterfølgende 15 mennesker livet, oplyser nyhedsbureauet AFP.

Tidligt i september blev seks palæstinensere desuden dræbt i et luftangreb i den nordlige del af Gaza, og senere samme måned mistede tre ansatte fra Hamas-regeringen livet under endnu et luftangreb.

BNB