Lyt til artiklen

Der kan ikke blive tale om en våbenhvile i forbindelse med den israelske landoffensiv i Gaza, sagde Shimon Peres søndag.

Israels præsident, Shimon Peres, afviste i dag muligheden af en våbenhvile i forbindelse med den israelske landoffensiv mod Hamas-bevægelsen i Gaza, men sagde, at Israel ikke ønsker at besætte den Hamas-kontrollerede enklave.

- Vi agter ikke hverken at besætte Gaza eller at knuse Hamas, men derimod at knuse terror. Og Hamas har brug for en rigtig og alvorlig lærestreg. Nu er de ved at fatte det, sagde Peres i et interview på den amerikanske tv-station ABC News.

Peres affejede også muligheden af en våbenhvile, der kan bringe kampene i Gaza til ophør.

- Vi vil ikke acceptere idéen om, at Hamas vil fortsætte med at affyre (raketter mod mål i Israel, red.) og at vi skal erklære en våbenhvile. Det giver ikke nogen mening, sagde Israels præsident.

/ritzau/Reuters