ISRAEL: Et israelsk luftangreb har søndag kostet mindst ti mennesker livet på en FN-skole i Gaza, oplyser læger til BBC og Reuters.

Der er desuden meldinger om over 30 sårede som følge af angrebet, som det israelske militær har afvist at kommentere.

Læger og andre vidner beretter over for Reuters, at et missil fra et kampfly ramte indgangen til skolen, der ligger i byen Rafah.

Hundredvis af palæstinensere befandt sig ifølge nyhedsbureauets oplysninger på skolen, da missilet slog ned.

Det er det andet angreb på en FN-skole i Gaza på mindre end en uge.

Onsdag blev mindst 15 palæstinensere, der havde søgt tilflugt på en FN-skole i flygtningelejren i Jabalia, dræbt af granater fra et israelsk artilleriangreb, som har mødt international fordømmelse.

Få timer inden søndagens luftangreb blev 30 mennesker i Rafah dræbt, da Israel intensiverede sine angreb i byen, hvor den unge israelske soldat Hadar Goldin fredag forsvandt.

Siden har Israels hær meddelt, at Hadar Goldin blev dræbt i kamp, da israelske styrker forsøgte at udslette en af palæstinensernes hemmelige tunneller.

Premierminister Benjamin Netanyahu har slået fast, at Israel vil fortsætte med at bekæmpe militante medlemmer af Hamas-bevægelsen, efter at hæren har ødelagt stribevis af tunneler under grænsen fra Gazastriben til Israel.