Siden november har Israel ikke angrebet Gaza-striben.

ISRAEL: Israel indledte tirsdag aften dansk tid et mindre luftangreb mod Gaza-striben. Det oplyser palæstinensiske Hamas i Gaza samt det israelske militær ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet er det første af sin slags siden en aftale om en våbenhvile mellem de to stridende parter kom på plads i november.

Ifølge en udtalelse fra Hamas sendte israelske fly raketter mod et åbent område i det nordlige Gaza. Ingen kom til skade ved angrebet. En talskvinde fra Israel bekræfter blot, at der har været et angreb i Gaza, men uddyber ikke yderligere.

Israel og Hamas indgik i november en våbenhvile efter en otte dage lang krig, hvor 170 palæstinensere og seks israelere mistede livet.

Tidligere tirsdag affyrede militante i Gaza en raket ind i det sydligere Israel, oplyste landets politi ifølge nyhedsbureauet AFP. Angrebet kom, efter en palæstinensisk fange tidligere døde i israelsk varetægt, hvilket har medført spændinger mellem de to parter.

BNB