Ifølge Israels militær var den iranske eliteenhed al-Qud ved at forberede et angreb med såkaldte dræberdroner.

Israels luftvåben oplyser, at det ved flere luftangreb på iranske enheder i Syrien lørdag forhindrede et iransk forsøg på at angribe israelske mål.

Overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder meddeler, at en iraner og to medlemmer af Libanons Hizbollah-milits blev dræbt ved angrebene, der skete tæt på Damaskus.

En israelsk militær talsmand siger, at luftangrebene var rettet mod iranske styrker, som havde planer om at sende "dræberdroner" mod mål i Israel.

En kommandant fra Irans Revolutionsgarde afviser søndag, at iranske mål blev ramt.

Lørdagens angreb fandt sted i den palæstinensiske by Aqraba sydøst for Damaskus.

- Angrebet var rettet mod Irans al-Qud-styrker og shiamuslimske militser, der de seneste dage har været ved at forberede et angreb mod flere mål i Israel fra Syrien, oplyser det israelske militær ifølge nyhedsbureauet dpa.

De iranske al-Qud-styrker er en eliteenhed, der er dedikeret til at kæmpe i udlandet.

En dræberdrone kan udstyres med sprængstoffer og er ligesom et missil "i stand til at ramme mål med meget stor nøjagtighed", fortæller Jonathan Conricus.

I en erklæring siger Syriens militær, at "størstedelen af de israelske missiler blev ødelagt, før de nåede deres mål".

Under borgerkrigen i nabolandet Syrien har Israel gentagne gange udført luftangreb mod iranske mål og understreget, at det ikke vil give Iran mulighed for at forankre sig militært i landet.

Natten til søndag oplyste et højtstående medlem af den libanesiske Hizbollah-milits, der støttes af Iran, at en israelsk drone er faldet ned over den libanesiske hovedstad, Beirut. Imens er en anden drone angiveligt eksploderet i luften.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Beirut ligger omkring 130 kilometer nordvest for Damaskus.

/ritzau/Reuters