Hamas varsler gengæld efter Israels drab på Ahmed al-Jaabari. Israel siger samtidig, at man planlægger flere angreb mod Gazastriben.

ISRAEL: Drabet på chefen for Hamas’ militære fløj, Ahmed al-Jaabari, »har åbnet portene til helvede«.

Sådan udtrykker Hamas det efter det israelske luftangreb på en bil i Gazastriben, som tog livet af al-Jaabari. Det skriver Reuters. Samtidig siger israelske embedsmænd, at drabet på al-Jaabari langt fra er afslutningen på operationen i Gazastriben, og flere »langvarige dage« med nye angreb er på vej.

Øjenvidner siger til Reuters, at det israelske luftvåben allerede er i gang med at foretage flere angreb, og Hamas-kontrollerede politistationer i Gaza skal blandt andet være blevet ramt.

Ahmed al-Jaabari, der stod i spidsen for Hamas’ militære fløj ved navn Ezzedine al-Qassam Brigaderne, blev dræbt, fordi han var blandt passagerne i en bil, der onsdag blev ramt af et israelsk luftangreb over Gaza By. Hans livvagt skal også have mistet livet som følge af angrebet.

Israels sikkerhedstjeneste, Shin Bet, siger ifølge BBC, at al-Jaabari var ansvarlig for »al terrorvirksomhed mod Israel fra Gaza i det seneste tiår«.

- Jaabari var ansvarlig for at finansiere og styre militære operationer og angreb mod Israel. Elimineringen af ham i dag er en besked til Hamas i Gaza om, at hvis de fortsat fremmer terror mod Israel, så vil de komme til skade, lyder det fra Shin Bet.

46-årige Ahmed al-Jaabari er den mest højtstående Hamas-leder, der er blevet dræbt siden en storstilet israelsk offensiv mod Gaza for fire år siden. Han er blandt andet kendt for at have haft ansvaret for kidnapningen af den israelske soldat Gilad Shalit, som blev løsladt sidste år efter fem år i fangenskab.

Onsdagens drab kommer i kølvandet på flere dages uroligheder i området. Siden lørdag er fire civile palæstinensere og tre militante blevet dræbt, mens endnu flere er blevet såret. Otte israelere er ligeledes blevet såret.

Ifølge BBCs korrespondent i Gazastriben, Jon Donnison, er der frygt for, at angrebene og særligt drabet på Ahmed al-Jaabari kan føre til regulær krig mellem Hamas og Israel.