Et vulkanudbrud truer lige nu Island. Søndag aften talte landets præsident, Gudni Johanneson, derfor til folket. 

»Vi håber på det bedste, men forbereder os på det værste, som naturens vilde kræfter kan gøre ved os,« udtaler han.

Det skriver Dagbladet ifølge det islandske medie RÚV.

Natten til søndag har der været 800 jordskælv på Island, hvor især en islandsk by var, og er i farezonen. 

»Den største aktivitet er lige nordøst for Grindavik. Vi har heller ikke set noget fald i aktiviteten. Når magmaen er så tæt på overfladen, ser vi ikke så store jordskælv,« sagde naturkatastrofeekspert ved IMO, Elísabet Pálmadóttir, søndag morgen ifølge RÚV. 

Grindavik, med cirka 3000 indbyggere, blev evakueret lørdag. 

Det skyldes, at Grindavík ligger oven på et sprækkesystem kaldet Reykjanes-Svartsengi med vulkansk aktivitet under jorden.

Og den magma, altså smeltet klippemateriale fra jordens indre, ligger nu skræmmende tæt på jordens overflade. 

Sprækker i byen Grindavik efter vulkansk aktivitet. 
Sprækker i byen Grindavik efter vulkansk aktivitet.  Foto: Road Administration Of Iceland/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Indbyggerne måtte lørdag derfor forlade deres hjem på et par minutter, og nu er man i gang med at finde ud af, om det er sikkert nok at lukke beboerne kortvarigt tilbage for at hente resten af deres ting. 

Til RÚV udtaler civilforsvarschef Víðir Reynisson, at man mandag vil beslutte, om Grindaviks indbyggere får lov til at vende tilbage til farezonen. 

»Det store projekt vi har arbejdet på og forhåbentlig kan gennemføre, er at give beboerne i Grindavik mulighed for hurtigt at tage hjem og samle fornødenheder,« siger Víðir Reynisson ifølge RÚV.

De islandske myndigheder har erklæret det højeste fareniveau for det berørte område, der ligger på den islandske sydkyst.