En kendt egyptisk jihadist opfordrer nu sine trosfæller til at ødelægge den verdensberømte sfinks og pyramiderne i Giza.

Murgan Salem al-Gohary er kendt som yderligtgående islamist, der opfordrer til brug af vold i religionens tjeneste. I et interview på en privat egyptisk TV-kanal sagde al-Gohary, at islams lære påbyder muslimer at fjerne afgudsbilleder.

- Ligesom vi gjorde i Afghanistan, da vi ødelagde Buddha-statuerne, sagde han ifølge al-Jazeera med henvisning til Talebans sprængning af de ældgamle statuer i 2001.

- Gud beordrede profeten Muhammed at ødelægge idoler, fastslog han under interviewet.

Murgan Salem al-Gohary blev idømt livsvarigt fængsel under tidligere præsident Hosni Mubaraks styre, men flygtede til Afghanistan, hvor han blev alvorligt såret under den amerikanske invasion i 2001. Han påstår, at han stadig har forbindelser til Taleban

I Egypten sidder islamister fra Det Islamiske Broderskab sammen med ultrakonservative salafister på magten i parlamentet, og kort før udsendelsen med al-Gohary demonstrerede tusinder af islamister i Kairo for indførelse af den strengeste version af Sharia-loven.

Samtidig frygtes det i liberale kredse, at islamisterne snart vil kræve en debat om de egyptiske kulturskattes fremtid. Udstilling af mumier på blandt andet Nationalmuseet i Kairo har også under Mubarak været et så kontroversielt spørgsmål, at de fleste mumier i en periode blev gemt af vejen, så besøgende måtte bestikke sig til at se dem.

Hvis de mest konservative islamister får vind i sejlede, kan det måske blive resultatet igen.