Forgift deres vand, dræb dem, spyt på dem og kør dem over i jeres biler, befales det i en video angiveligt udsendt af Islamisk Stat.

Tidligere på dagen tog Islamisk Stat (IS) ansvaret for terrorangrebet. Og nu har de offentliggjort en udateret video, der angiveligt er filmet inden den frygtelige hændelse i den franske hovedstad Paris.

Her beordrer de muslimer, der er bosat i Frankrig, om at angribe Frankrig.

»Jeg er jeres bror Abu Salman, og jeg sender en besked til mine brødre og søstre, der bor i landet kufr – Frankrig. (De vantros land, red.) «, indleder en fransktalende militant videoen.

Bag ham sidder maskerede og bevæbnede mænd.

Budskabet i videoen er, at Frankrig skal angribes, hvis landet ikke holder op med at bombe Irak og Syrien, fortæller han.

»Terrorisér dem og lad frygt og rædsel gøre dem søvnløse. Der er våben og biler til rådighed, og mål der er klar til at blive ramt. Selv gift står til rådighed, så forgift vandet og maden hos blot én af Allahs fjender«, beordrer han.

»Dræb dem og spyt dem i ansigtet og kør dem over i jeres biler. Gør hvad I kan gøre for at ydmyge dem, for de fortjener kun dette.«

Lørdag formiddag tog den islamistiske terrorbevægelse Islamisk Stat angiveligt officielt ansvaret for terrorangrebene i Paris.

Ifølge IS var hensigten med terrorangrebene at vise Frankrig, at landet fortsat er et vigtigt mål for terrorbevægelsen.

»Otte brødre bærende bælter med sprængstoffer og pistoler angreb områder i hjertet af den franske hovedstad, som på forhånd var specielt udvalgte: Stade de France under en kamp mod Tyskland, som imbecile Francois Hollande var mødt op til; The Bataclan (spillestedet, hvor angrebet udviklede sig til et gidseldrama, red.), hvor hundrevis af fans var samlet til en pervers fest, samt andre mål i 10., 11. og 18. arondissement.«, skrev bevægelsen, ifølge Reuters, i en officiel udmelding.