Erklæringer fra en islamistisk gruppe, sværger hævn over USA's præsident, Donald Trump.

Washington. Regeringerne i de amerikanske delstater Ohio og Maryland har fået hacket adskillige officielle hjemmesider, som er blevet anvendt til at fremsætte trusler fra Islamisk Stat. Blandt de berørte hjemmesider er en, der tilhører Ohio-guvernøren John Kasich.

På de berørte hjemmesider er der lagt erklæringer ud fra en gruppe, som kalder sig Team System DZ, som sværger hævn over USA's præsident, Donald Trump.

- Du vil blive draget til ansvar, Trump, du og din befolkning, for hver eneste blodsdråbe, som har flydt i muslimske lande, hedder det med tilføjelsen:

- Jeg elsker Islamisk Stat.

Erklæringen, som er skrevet med forgyldte bogstaver på en sort baggrund, indeholder også et hvidt symbol - øjensynligt et arabisk skrifttegn.

I den erklæring, som blev lagt ud på Kasichs hjemmeside opfordres der også til islamisk bøn. Nogle af de berørte hjemmesider var stadig ude af drift mandag.

En talskvinde for Kasich, Emmalee Kalmbach, siger, at de lokale myndigheder arbejder intenst på at rette op efter hackerangrebet.

Ifølge avisen The New York Post er byen Brookhaven i delstaten New York også berørt af hackerangrebet.

USA er før øjeblikket ved at gennemføre efterforskninger af påståede russiske hackerangreb, som skal have haft betydning for udfaldet af præsidentvalget sidste år.

Tidligere FBI-chef Robert Mueller undersøger Ruslands rolle og Trump-kampagnens mulige forbindelse til Rusland under valgkampen i USA sidste år.

Washington Post skrev fredag, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, i august sidste år personligt gav ordre til en operation, der skulle hjælpe Trump med at blive valgt til præsident.

/ritzau/AFP