Militsen SDF har nedkæmpet den sidste bastion af Islamisk Stat-krigere i Syrien, oplyser pressetalsmand.

Militsen Syriens Demokratiske Styrker (SDF), der er ført an af kurdiske styrker, oplyser lørdag morgen, at Islamisk Stats (IS) "såkaldte kalifat" er elimineret.

Militsens styrker har de seneste dage kæmpet med krigere fra IS i byen Baghouz, der beskrives som IS's sidste bastion.

Ifølge talsmand for SDF i det nordlige Syrien Mustafa Bali er de kampe endeligt vundet.

'SDF kan erklære en total elimination af det såkaldte kalifat og 100 procent territorial sejr over ISIL (anden betegnelse for IS, red.),' skriver han på Twitter.

'På denne unikke dag mindes vi de tusinde martyrer, hvis offer gjorde sejren mulig.'

Siden starten af marts har styrker fra SDF omringet IS-krigere i byen Baghouz.

For to dage siden erklærede USA's præsident, Donald Trump, at Islamisk Stat var 100 procent slået. Til trods for præsidentens melding var der fortsat meldinger om kampe i byen.

Opdateres....

/ritzau/