Terrororganisationen Islamisk Stats øverste leder Abu Bakr al-Baghdadi tog sig et amerikansk gidsel, 26-årige Kayla Mueller, som slave og udsatte hende for seksuelt misbrug.

Det bekræfter det amerikanske justitsministerium i et anklageskrift i sagen om Kayla Mueller, som i februar sidste år blev dræbt under sit fangenskab i Syrien.

De amerikanske myndigheder anklager den 25-årige kvinde Umm Sayyaf, som er den nu afdøde olieminister i Islamisk Stat Abu Sayyafs enke, for at stå bag drabet på Kayla Mueller.

»Kayla Muellers kidnapning og død er en tragisk påmindelse om den fare, som ISIL (Islamisk Stat, red.) udgør over for amerikanske statsborgere. Vi vil sammen med FBI fortsætte med at efterforske sagen og er stålsatte i vores kamp for retfærdighed på vegne af Muellers familie,« udtaler statsanklager Dana Boente i en pressemeddelelse.

Kayla Mueller fra den amerikanske delstat Arizona arbejdede som nødhjælpsarbejder i Syrien, da hun i august 2013 blev taget som gidsel af maskerede soldater fra Islamisk Stat. Hun og flere andre kvindelige gidsler blev holdt til fange i hjemmet hos Abu Sayyaf i den syriske by Raqqa. 

Ifølge anklageskriftet var det her terrorlederen Abu Bakr al-Baghdadi, som er Islamisk Stats selvudråbte kalif, ved flere lejligheder voldtog Kayla Mueller frem til februar 2015, hvor hun blev dræbt. Ifølge Islamisk Stat døde hun under et jordansk luftangreb, men de amerikanske myndigheder har ikke bekræftet oplysningerne.

Abu Sayyaf blev dræbt i et amerikansk nålestiksangreb i maj 2015 rettet mod en af familiens bopæle. Under samme operation blev Umm Sayyaf anholdt, og hun sidder nu i fængsel i Irak.

Under afhøringerne har hun ifølge anklageskriftet erkendt, at hun støtter Islamisk Stat og havde det daglige ansvar for tilfangetagne kvinder, herunder Kayla Mueller, der fungerede som slaver i Abu Sayyafs boliger.

Hun har også erkendt, at hun truede fangerne på livet, og at hun kendte til Abu Bakr al-Baghdadis seksuelle misbrug af Mueller. Ifølge anklageskriftet indrømmer Umm Sayyaf, at terrorlederen 'ejede' Kayla Mueller som slave, mens hun var gidsel hos Sayyaf-familien.

Derfor er Umm Sayyaf sigtet for drab på Kayla Mueller. Justitsministeriet oplyser, at hun risikerer fængsel på livstid, hvis hun erkendes skyldig i anklagerne.

»Anklagerne, som er indgivet i dag (8. februar, red.), handler om, at mod Umm Sayyaf og andre deltog i en sammensværgelse om at yde materiel støtte til ISIL, som resulterede i Kayla Muellers død, oplyser vicejustitsminister John Carlin.

Allerede sidste år rapporterede ABC News, at Islamisk Stats selvudnævnte kalif misbrugte det amerikanske gidsel, men først nu bekræfter de amerikanske myndigheder oplysningerne.