Terrororganisationen Islamisk Stat har kidnappet flere hundrede børn og træner nogle af dem til at blive selvmordsbombere.

‘Naisr’ på 12 år er blot en af de 600 børn, som Islamisk Stat, ifølge kurdiske myndigheder, har kidnappet fra Sinjar og de Yazidi-landsbyer, der ligger i området i det nordvestlige Irak. Det skriver CNN.

Han formåede at tage flugten fra de frygtede terrorister, der ville træne ham og cirka 60 andre til at blive selvmordsbombere, fortæller ‘Nasir’.

Men ikke alle har været lige så heldige som ‘Nasir’, der ikke vil have sit navn frem af frygt for Islamisk Stat. For kun omkring 200 af de børn, der blev bortført af islamisterne, har haft held til at stikke af, skriver CNN.

Dermed er der altså omkring 400 børn i Islamisk Stats varetægt efter bortførelserne i Sinjar. Og det er en skræmmende oplevelse, fortæller ‘Nasir’.

»Det mest skræmmende øjeblik for os alle var, når der var luftangreb. De førte os under jorden og ind i tunneller, hvor vi skulle gemme os. De fortalte os, at amerikanerne, de vantro, prøvede at dræbe os, men at de, krigerne, elskede os. De ville passe bedre på os end vores forældre gjorde,« siger ‘Nasir’ til CNN, der har mødt ham i flygtningelejren i Esyan i Kurdistan.

Ifølge Syriens Observatorium for Menneskerettigheder var flere end 1.100 børn blevet rekrutteret til Islamisk Stats træningslejre fra januar til juli sidste år. Og tilbage i 2014 lød det fra FN, at den sunnimuslimske terrororganisation rekrutterede børnesoldater helt ned til 12-13 år.

Flere af børnene, der dengang formåede at flygte fra Islamisk Stat, fortalte efterfølgende, at de blev brugt som skjolde for Islamisk Stats krigere under angreb. Eller til at donere blod til krigere, der var blevet såret i kamp.

Andre blev brugt som selvmordsbomber, ifølge Unicef.

Det scenarie genkender Aziz Abdullah Hadur, fra Pesmerga-styrken. Han fortæller, at han og de kurdiske styrker nogle gange er nødt til at skyde på børn, som Islamisk Stat har sendt ud til frontlinjen.

Aziz Abdullah Hadur fortæller, at det er så godt som umuligt at vurdere, om børnene, der bærer selvmordsveste, prøver på at flygte, eller kommer for at slå Pesmerga-styrkerne ihjel.

Det stiller dem i en utrolig svær situation. For hvis de ikke dræber børnene, kan de ende med selv at blive dræbt, fortæller Aziz Abdullah Hadur til CNN.

Den situation endte 12-årige ‘Nasir’ ikke i. Han formåede at flygte. Og da han igen så sin mor beskrev han det som at ‘komme tilbage til livet’.