En formodet gerningsmand er dræbt, efter at han tidligere lørdag stak og sårede syv personer i Rusland.

Moskva. Islamisk Stat (IS) har taget skylden for et knivangreb i Rusland, der har såret syv personer.

Det hævder gruppen ifølge dens nyhedsbureau Amaq, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet fandt sted lørdag før middag i den sibiriske by Surgut, der ligger omkring 2100 kilometer nordøst for hovedstaden Moskva.

Fire af de i alt syv sårede er alvorligt tilskadekomne, skriver nyhedsbureauet Tass.

Den eneste, der omkom, var den formodede gerningsmand. Han blev skudt og dræbt af politiet, efter at han ifølge det russiske medie RT modsatte sig anholdelse.

Den mistænkte var en lokal indbygger i Surgut og i begyndelsen af 20'erne.

En efterforskningskomité er ifølge nyhedsbureauet AP ved at undersøge, hvorvidt han var psykisk syg.

Politiet ønsker ikke at kommentere, om hvorvidt det mener, der var tale om terror.

Det sker ofte, at Islamisk Stat hævder at stå bag angreb verden over.

Men, skriver Reuters, sker det ofte, at gerningsmændene lader sig inspirere af gruppen og handler alene, snarere end at angrebene er direkte udtænkt i samarbejde med Islamisk Stat.

/ritzau/