Lyt til artiklen

Pigerne kaster flasker efter deres rektor. De råber ad ham. I kor. Mens de sprøjter vand på ham.

Og til sidst får de sammen gennet rektoren ud ad porten – ud af skolen.

Det lyder ikke som noget, der sker i virkeligheden. Og slet ikke i et land som Iran.

Men ikke desto mindre er det angiveligt, hvad der netop er sket i den islamiske republik. Unge skolepiger har smidt tørklædet i skolen i den iranske by Karaj og er gået imod deres rektor, som er tilhænger af det iranske styre.

Det kan man se på en video, der florerer på sociale medier i disse dage.

Ifølge seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Helle Malmvig er det overraskende, hvad der sker lige nu i Iran.

»Det, der er overraskende, er, at protesterne bliver ved, og at de er nået så bredt ud,« siger Helle Malmvig.

Hun peger på, at der gennem årene har været en del protester i Iran, blandt andet i 2009, 2010 og igen i 2019.

»Derfor vil jeg gerne indrømme, at da det begyndte den her gang, tænkte jeg: ‘Det er bare endnu et bølgeskvulp,'« lyder det fra forskeren, inden hun fortsætter:

»Men så har det bredt sig helt vildt. Og det foregår på tværs af etniske grupper, klasser og aldre. Og det lader til, at de har viljen til at blive ved, på trods af at de bliver skudt på og arresteret.«

Ifølge Helle Malmvig er de protesterende iranere på sigt nødt til at organisere sig og have en gruppe af ledere, der kan stå for det.

Det er de, fordi de er oppe imod et helt statsapparat, der både er stort og ret velfungerende på mange måder, siger hun.

»Og så er det vigtigste, at der på et eller andet tidspunkt er nogen blandt sikkerhedsstyrkerne, hæren, moralpolitiet, der skal sige: ‘Vi vil ikke længere være med til at udøve vold mod vores egne, vi vil ikke længere skyde på dem, arrestere dem – vi vil ikke længere parere ordrer'.«

Hvor stor betydning har det så egentlig, at pigerne på den her specifikke skole går imod deres rektor, der er tilhænger af regimet?

»Det har betydning på den måde, at hver af de her kvinder, der tør gå ud i det offentlige rum og protestere, bliver en inspiration for andre til at turde og til at kunne se, at det kan gøres.«

»Det piller noget af den autoritet, som regimet hviler på – som er nogle ældre, religiøse mænd. De får lidt hevet tæppet væk under sig, når nogle unge piger kan få det til at brase sammen.«

Ser du en chance for, at der rent faktisk sker en ændring for kvinderne og deres rettigheder i Iran?

»Mange andre diktatoriske regimer ville måske begynde at forhandle med nogle af demonstranterne og komme dem i møde på nogle krav, for eksempel med moralpoliti eller kvinders påklædning,« siger Helle Malmvig.

Hun er dog ikke sikker på, at det her regime i Iran har mod på det, siger hun:

»For dem er det blevet en ‘alt eller intet’-kamp. De tænker, hvis de går på kompromis med det her, bliver det hele den islamiske republiks eksistens, de sætter over styr.«