Spioner fra Vesten har brugt øgler til at udspionere Irans atomprogram. Det siger tidligere iransk stabschef.

København. Øgler, der efter sigende kan tiltrække atombølger, er ifølge tidligere stabschef for Irans væbnede styrker Hassan Firuzabadi blevet brugt til at udspionere Irans atomprogram.

Hassan Firuzabadi er i dag senior militærrådgiver for Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei.

Hassan Firuzabadi udtalte sig tirsdag om øglespionagen, i forbindelse med at han svarede på spørgsmål fra lokale medier om de seneste anholdelser af miljøforkæmpere.

Hassan Firuzabadi siger, at han ikke kender til detaljer om enkelte sager, men at Vesten ofte har brugt turister, forskere og miljøforkæmpere til at udspionere Iran.

- For flere år siden kom der nogle individer til Iran for at indsamle penge til Palæstina. Vi var mistænkelige over en rute, de valgte, siger han til det reformistiske Iranian Labour News Agency.

- I deres besiddelse var en bred vifte af ørkenkrybdyr såsom øgler og kamæleoner. Vi fandt ud af, at deres skind tiltrækker atombølger, og at individerne var spioner, der ville finde ud af, hvor i Iran vi har uranminer, og hvor vi har atomaktiviteter, siger Hassan Firuzabadi.

Hans kommentarer kom efter nyheder om, at en ledende iransk-canadisk miljøforkæmper ved navn Kavous Seyed Emami var død i fængsel. Han blev anholdt sidste måned.

Den tidligere stabschef for Irans væbnede styrker siger videre, at vestlige spioner har "fejlet hver eneste gang".

Han kom også med et eksempel, der involverede spionage fra et tysk par.

- De var blevet sat på en fiskebåd fra Dubai til Kuwait og sendt til Den Persiske Golf for at klarlægge vores forsvarssystem. Da vi anholdt dem, sagde de, at de bare var turister, der var kommet for at fiske, siger Hassan Firuzabadi.

/ritzau/AFP