Irans væbnede styrker vil ikke lade noget angreb stå ubesvaret hen.

Sådan lyder meldingen fra Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, tidligt natten til onsdag i et opslag på X, efter at USA sent tirsdag aften meddelte angreb mod landet.

- Vores slagkraftige væbnede styrker vil ikke lade nogen trussel eller noget angreb stå ubesvaret hen. Forlad vores region, hvis I ønsker at være i sikkerhed.

- Den Persiske Golfs historie rummer mange eksempler på den forfærdelige skæbne, der har ramt udefrakommende indtrængere, skriver han.

USA's militær indledte ifølge det amerikanske militærs centralkommando, U.S. Central Command, tirsdagens angreb mod Iran klokken 23.00 dansk tid.

Angrebet skete ifølge Centcom og USA's præsident, Donald Trump, som reaktion på, at en amerikansk militærhelikopter mandag blev skudt ned nær Hormuzstrædet.

Tidligt natten til onsdag fremgår det ikke umiddelbart, præcist hvor angrebene fra USA er sket, ligesom omfanget heller ikke står klart.

Ifølge den amerikanske præsident er der dog tale om et stærkt og kraftfuldt angreb. Det sagde han sent tirsdag aften dansk tid i et telefoninterview med ABC News.

- Det her er et modsvar på, hvad de gjorde mod vores helikopter i går aftes (mandag aften, red.), og jeg mener, at reaktionen skal være meget stærk og meget kraftfuld - og det er præcis, hvad dette er, sagde han.

USA og Israel indledte den 28. februar omfattende luftangreb mod Iran.

I begyndelsen af april blev der indgået en våbenhvile mellem USA og Iran.

Forhandlere fra de to lande har den seneste tid været i gang med at forsøge at nå frem til en aftale, som skal afslutte krigen i Mellemøsten. Indtil videre er det ikke lykkes.

- Vi har en aftale, som var meget god, og som sandsynligvis stadig vil være det, sagde Trump sent tirsdag aften efter meldingerne om det amerikanske angreb.

/ritzau/