Irans udenrigsminister, Javad Zarif, er meget overraskende ankommet til G7-topmødet i Biarritz.

Et fly, som tilhører den iranske regering, landede i den franske by søndag eftermiddag, efter at lederne af G7-landene tidligere havde drøftet krisen med Iran.

Frankrigs regering bekræfter, at den iranske udenrigsminister er ankommet til G7-topmødet.

Det understreges både fra iransk og fransk side, at der ikke er planlagt møder mellem amerikanske og iranske repræsentanter.

Men en fransk talsmand siger, at den iranske ministers besøg er en mulighed for at mindske spændingerne mellem Iran og USA.

Lederne af G7-landene blev under drøftelser på topmødet lørdag enige om, at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, skulle sende et budskab til Iran.

Kilder tæt på Macron siger, at der på topmødet var enighed om, at det stadig skal prioriteres mest at forhindre Iran i at udvikle atomvåben. Samtidig har det toprioritet at mindske spændingerne i Den Persiske Bugt.

»Som præsident for G7 har præsidenten fået beføjelser til at diskutere med Iran og sende et budskab til de iranske myndigheder på grundlag af de drøftelser, som vi havde lørdag,« sagde en embedsmand fra Elysée-palæet inden den iranske ministers overraskende ankomst til Biarritz.

Et fly, som tilhører den iranske regering, landede søndag med den iranske udenrigsminister ved G7-topmøde. Ombord var Irans udenrigsminister, Javad Zarif
Et fly, som tilhører den iranske regering, landede søndag med den iranske udenrigsminister ved G7-topmøde. Ombord var Irans udenrigsminister, Javad Zarif Foto: GEOFFROY VAN DER HASSELT
Vis mere

Der har længe været dyb uenighed om Iran mellem USA og EU-landene. Præsident Donald Trump trak i maj sidste år USA ud af atomaftalen og har siden udvidet sanktionerne mod Iran.

Iran har siden taget delvist afstand fra de forpligtelser, som landet gik med til i en international atomaftale fra 2015 i protest mod en udvikling, da den iranske regering siger, at den ikke har følelsen af, at Europa ønsker at bevare atomaftalen.

I atomaftalen er det fastlagt, at Iran ikke må berige uran til en berigelsesgrad på mere end 3,67 procent. Men den grænse har iranerne brudt.

Atomaftalen blev indgået i 2015 mellem Iran og de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd – USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig – samt Tyskland.

/ritzau/Reuters