Præstestyret i Iran har lukket landets største reformavis og en ugentligt udkommende avis med tilknytning til oppositionspolitikeren Mehdi Karroubi.

Irans største reformvenlige avis Etemaad er blevet lukket af landets regering, der beskylder den for at overtræde medielovgivningen.

Præstestyret har også lukket den ugentlige avis Iran Dokht, hvor den administrerende direktør er søn af oppositionspolitikeren Mehdi Karroubi.

Sønnen Hossein Karroubi siger til engelske BBC, at avisen blev lukket på grund af faderens politiske aktiviteter. Mehdi Karroubi blev for to uger siden banket af de iranske sikkerhedsstyrker i forbindelse med et politisk møde.

Regeringens Basij-milits angreb både Mehdi Karroubi og oppositionslederen Mirhossein Mousavi, der var mødt op til et stævne til minde for den islamiske revolution i landet i 1979.

I et interview med persisk BBC har Mehdi Karroubi fortalt, at Iran Dokhts kontorer blev ransaget for tre måneder siden, og at bagmændene havde taget "fem eller seks" harddiske med sig.

Karroubis mor blev for få dage siden kritiseret af en iransk embedsmand for sønnens politiske holdninger.

Etemaad blev lukket af Irans råd for medieovervågning. Ifølge en række observatører, som BBC har talt med, skyldes lukningen muligvis, at man omtalte reaktionerne på en film, der viste politiet gå til angreb på Teherans universitet blot tre dage efter sommerens præsidentvalg.

- Beslutningen blev taget med en grad af mildhed... Licensen blev ikke trukket tilbage og sagen er nu overladt til retsinstanserne, siger vicekulturminister for medieanliggender, Mohammed Ali Ramin.

Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad blev genvalgt i sommeren 2009. Både landets opposition med Mousavi i spidsen og udlandet har dog beskyldt ham for valgfusk.

/ritzau/