Irans udenrigsminister siger, at strømnedbrud på atomanlæg er udtryk for Israels modstand mod atomaftale.

Irans regering giver mandag Israel skylden for et strømnedbrud på det iranske atomanlæg i Natanz. Udenrigsminister Mohammad Javad Zarif siger, at det vil blive hævnet.

Regeringen har tidligere omtalt strømsvigtet som "atomterrorisme".

- Zionisterne ønsker at hævne sig på grund af vores succes med at få ophævet sanktionerne. De har offentligt sagt, at de ikke vil tillade det, siger Zarif til iransk tv.

- Men vi vil tage vores hævn mod zionisterne, føjer han til.

Det antydes, at der udefra er blevet manipuleret med det iranske atomanlægs computernetværk, så strømmen er blevet afbrudt.

Ud over, at der har været et strømnedbrud, er det sparsomt med oplysninger. Men iranerne fortæller, at der ikke har været noget radioaktivt udslip.

- Der skete ikke nogen forurening, og ingen kom til skade, men det kunne have ført til en katastrofe, siger en talsmand for det iranske udenrigsministerium.

På atomanlægget i Natanz arbejder centrifuger på at berige uran. Hvis berigningen når et vist niveau, kan det bruges til at udvikle en atombombe.

Iran har genoptaget indirekte forhandlinger med USA om at få en atomaftale fra 2015 tilbage på sporet, efter at USA's præsident, Joe Biden, har signaleret vilje til at vende tilbage til aftalen.

Det er møder, som fortsætter i denne uge.

USA's tidligere præsident Donald Trump trak USA ud af aftalen i 2018. Samtidig genindførte han sanktioner mod Iran.

Den israelske regering har hele tiden været imod atomaftalen og siger, at så længe Iran fortsætter udviklingen af sit atomprogram, udgør det en trussel mod Israel. Men den israelske regering har ikke kommenteret den seneste hændelse i Iran.

Det iranske atomenergiagenturs chef, Ali Akbar Salehi, sagde søndag til statsligt tv, at Natanz var blevet ramt af en "terrorhandling".

Meldingen kom dagen efter, at Iran tog en ny avanceret centrifuge til berigelse i af uran i brug.

Atomchefen oplyste, at han vil bede det internationale samfund og Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) om at håndtere det, han betegnede som "atomterrorisme".

/ritzau/Reuters