Det ligner en nervekrig, hvor begge parter forsøger at skræmme hinanden, men ingen af dem har interesse i en egentlig krig.

Sådan lyder vurderingen fra militæranalytiker Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiet efter, at iranerne onsdag skød en amerikansk drone ned.

»Iranerne forsøger givetvis at afskrække amerikanerne. Efter sidste uges angreb på tankskibene har amerikanerne jo sagt, at de vil være mere til stede i området,« siger analytikeren og fortsætter:

»Så laver iranerne et modtræk og siger: 'Hold nallerne væk fra os.' Det ligner en spiral, hvor begge parter forsøger at afskrække hinanden.«

Det var en drone som denne, iranerne angiveligt skød ned onsdag. Det er lige nu uklart, hvorvidt dronen var i iransk eller internationalt luftrum, da den blev ramt. (Arkivfoto)
Det var en drone som denne, iranerne angiveligt skød ned onsdag. Det er lige nu uklart, hvorvidt dronen var i iransk eller internationalt luftrum, da den blev ramt. (Arkivfoto) Foto: Airman 1st Class Tristan Viglian
Vis mere

I sidste uge blev et norsk og et fransk tankskib ramt af henholdsvis en torpedo og et mineangreb i Omanbugten.

Amerikanerne gav iranerne skyden og fremlagde billeder, der angiveligt dokumenterede, at den iranske revolutionsgarde stod bag, men Iran nægtede ethvert kendskab.

De seneste uger er forholdet mellem de to nationer kun blevet dårligere.

I maj opsagde præsident Donald Trump nemlig atomaftalen fra 2015 med Iran og genindførte nogle meget strenge økonomiske sanktioner mod landet.

Foto: Airman 1st Class Tristan Viglian
Vis mere

Det har presset Irans i forvejen meget trængte økonomi yderligere.

Den seneste udvikling kan være et tegn på, at konflikten er ved at eskalere, vurderer Johannes Riber Nordby. Hvis – og den detalje er vigtig, understreger han – hvis nedskydningen vel at mærke er foregået i internationalt luftrum.

Den iranske revolutionsgarde hævder nemlig, at dronen var i iransk luftrum, mens USA påstår, at de ikke har været inde over det iranske territorium, og at dronen blev skudt ned i internationalt luftrum.

Og netop HVOR, den amerikanske Global Hawk-drone befandt sig, da den blev ramt af det iranske missil, er afgørende, forklarer Johannes Riber Nordby.

Foto: HANDOUT
Vis mere

»Hvis den var i iransk luftrum, var iranerne i deres gode ret til at skyde den ned. Det ville amerikanerne også have gjort, hvis de så en iransk drone i deres luftrum,« siger han og tilføjer, at uanset hvad, så er der ingen af parterne, der er interesserede i, at konflikten ender i en regulær krig.

Han er dog ret sikker på, at nedskydningen vil afføde en eller anden reaktion fra amerikanernes side.

»Det her kræver, at der kommer en reaktion, og det sidder de sikkert og overvejer lige nu i Pentagon. Reaktionen skal være afmålt og ikke så voldsom, at situationen ender med at løbe løbsk. For så ender det bare i en spiral og noget, ingen kan overskue.«

»Det er træls at få en drone skudt ned, men der er trods alt ingen amerikanske soldater, der er blevet slået ihjel,« siger Johannes Riber Nordby.