USA's beskyldning mod Iran om angrebet på to tankskibe er 'uberettiget'.

Sådan lyder meldingen fra Irans FN-delegation, der kategorisk afviser beskyldningerne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

'Iran afviser kategorisk USA's uberettigede beskyldning om hændelserne vedrørende tankskibene 13. juni og fordømmer det på hårdest mulig måde,' skriver delegationen i en pressemeddelelse natten til fredag dansk tid.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, har anklaget Iran for at stå bag angrebet på et norsk- og et japanskejet tankskib i Omanbugten.

Han har dog ikke fremlagt nogle konkrete beviser til at bakke beskyldningen op.

Fredag morgen dansk tid har U.S. Navy dog lagt en video på Twitter, som angiveligt viser et iransk fartøj, der fjerner en ikke detoneret mine fra et af de to tankskibe.

Angrebet mod de to tankskibe torsdag skabte eksplosioner om bord på skibene og tvang besætningen til at forlade skibene.

Selskabet, der befragtede det japanske-ejet skib, Bernhard Schulte, har udtalt, at skibet formentlig blev ramt af en torpedo.

Ifølge Reuters skulle der også være en mine tæt på skibet, der endnu ikke er eksploderet og derfor skal demonteres.

En anonym amerikansk embedsmand udtaler, at USA er i besiddelse af en video, der viser Irans militær fjerne en intakt mine fra Bernhard Schulte. Det er sandsynligvis den, flåden har offentliggjort fredag morgen.

Efter angrebene ved Hormuzstrædet steg oliepriserne mere end fire procent. Området er en vigtig skibsfartsrute for særligt Saudi-Arabien.

Den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, afviser ligeledes at stå bag angrebene, som han kalder 'mistænkelige'.

Iran vil gerne have en dialog med de andre lande i regionen.

Han skriver på Twitter, at USA's anklager tydeliggør, at USA forsøger at 'sabotere diplomatiet'.

Både Iran og USA har udtalt, at man vil undgå krig.

/ritzau/