Det skal undersøges, om kurderes planlagte valg om selvstændighed strider mod Iraks forfatning, mener domstol.

Bagdad. Iraks højesteret har beordret et kurdisk valg om selvstændighed annulleret.

Valget er sat til at blive afholdt 25. september, men det kan ikke komme på tale, lyder det fra domstolen ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Højesteret har udstedt en ordre om at suspendere valget 25. september, indtil den (domstolen, red.) har undersøgt klager om, at denne folkeafstemning strider imod forfatningen, skriver domstolen i en udtalelse.

Kurderne i Irak vil holde folkeafstemning om selvstændighed. De irakiske kurdere har haft et selvstyreområde siden krigen i 1991.

Så sent som i sidste uge slog den kurdiske leder Massoud Barzani fast, at det irakiske parlament ikke ville få lov at spænde ben for projektet. Han stod fast på at gennemføre valget trods protester fra både Irak og Tyrkiet.

Parlamentet i Bagdad har allerede stemt for at afvise den kurdiske afstemning.

Valget om uafhængighed er en "trussel mod Iraks integritet, der er sikret i forfatningen," lød det i en udtalelse fra parlamentet. Regeringen i Irak skal "tage alle nødvendige skridt for at bevare den enhed".

Vestlige lande frygter, at en kurdisk folkeafstemning i Iraks kurdiske områder kan resultere i en konflikt med centralregeringen i Bagdad.

En sådan konflikt risikerer at fjerne fokus fra og svække kampen mod Islamisk Stat.

Også i Tyrkiet, der er hjemland for det største antal kurdere, er der mildt sagt ikke begejstring for den varslede afstemning.

Tyrkiet frygter, at landets egen kurdiske befolkning vil bryde ud og slutte sig til den kurdiske stat i Irak.

Heller ikke Iran eller Syrien - der ligeledes har en kurdisk befolkning - bakker op om planerne.

/ritzau/