Fremover skal alle IP-adresser behandles som personlige data, lyder det fra EU-Domstolen.

Luxembourg. Når man bevæger sig rundt på internettet, er man ledsaget af en nummerkode, der kaldes en IP-adresse.

Den vil fremover være lige så privat og personlig som en e-mail, et billede eller et fingeraftryk.

Sådan lyder det i en dom fra EU-Domstolen.

Det er den tyske forbundsdomstol, som har bedt EU-Domstolen tage stilling til, om de dynamiske IP-adresser juridisk skulle behandles som personlig data.

Dynamiske IP-adresser vil sige, at nummerkoden ændrer sig løbende.

Det kommer til at have store konsekvenser for danske virksomheder, at man nu skal behandle koderne meget mere nænsomt.

Det fortæller Heidi Højmark Helveg, som er advokat og partner i Horten, og som rådgiver om persondataret.

- Det kommer til at betyde, at alle, der har en hjemmeside i Danmark, skal ind og tage stilling til, om de har lovlig adgang til at behandle dynamiske IP-adresser, siger hun.

En indehaver af en hjemmeside kan henvende sig til et teleselskab for at få udleveret oplysninger som navn og netværk om personen ud fra IP-adressen, hvis det er nødvendigt.

Det kan eventuelt være i sager om sikkerhedsbrud, hvis vedkommende for eksempel har gjort noget ulovligt på internettet i form af ulovlig indtrængning (hacking) eller ulovligt download.

Hermed vil en hjemmesideejer kunne få oplyst, hvem der er brugeren af en IP-adresse, og det gør altså IP-adresserne til persondata ? også selv om hjemmesideejeren ikke altid vil kunne få den oplysning.

- Langt, langt de fleste af de her hjemmesideejere vil dog aldrig komme i en situation, hvor de skal overveje, hvad det er for en person, der sidder bag de her IP-adresser, siger Heidi Højmark Helveg.

- Derfor kan det virke formalistisk, at de anses som persondata.

Det kan dog også vise sig at have visse fordele for den almindelige, danske internetbruger.

- Det betyder, at jeg som bruger af en hjemmeside skal kunne tro på, at nogen har overvejet, om de må indsamle oplysninger om, hvad det er, jeg foretager mig på internettet, siger hun.

/ritzau/