»Et fly, som falder fra himlen.«
Sådan beskrev Jevgenij Prigozjin den russiske krigsindsats tilbage i april.
Få måneder senere omkom Wagner-chefen selv i et flystyrt.
Prigozjins udtalelser kom i et interview med en russisk militærblogger 29. april, og siden hans død har citaterne fra det spredt sig på både russiske og vestlige sociale medier, skriver den norske avis Dagbladet.
I interviewet langer Putins tidligere så tro væbner kraftigt ud efter landets ledelse og retter en hård kritik af den russiske indsats i Ukraine.
»Vi har nået kogepunktet,« siger han blandt andet.
Han påpegede også, at den russiske befolkning slet ikke kender sandheden om, hvordan det går ved fronten. Der bliver nemlig løjet for dem, hævdede Wagner-chefen.
»Jeg vil heller død end at lyve. Og hvis jeg skal være ærlig: Rusland står på kanten af en katastrofe,« sagde han.
Efter Prigozjins død er det dog særligt udtalelserne, hvor han sammenligner krigsindsatsen med et fly, der styrter, der har givet anledning til diverse konspirationsteorier.
»Hvis ikke kursen bliver justeret, er vi som et fly, der falder fra hinanden i luften,« lød det.
Interviewet med militærbloggeren er bare ét af flere udfald, Prigozjin kom med over for den russiske forsvarsledelse.
Konflikten med Putin kulminerede i slutningen af juni, da Wagner-tropperne marcherede mod Moskva i et væbnet oprør.
Opstanden blev afbrudt efter, at Prigozjin angiveligt fik en aftale med Putin om, at han kunne flytte til Belarus i eksil.
Onsdag i sidste uge var Jevgenij Prigozjin så ombord på det privatfly, som styrtede på en tur fra Moskva til Sankt Petersborg.
Videooptagelser viser, hvordan dele af flyet – i en stor røgsøjle – styrter direkte mod jorden.
Endnu har de russiske myndigheder ikke udtalt sig om årsagen til styrtet, men Wagner-gruppen selv mener, at flyet blev skudt ned af det russiske luftværn.
Amerikanske og andre vestlige efterretninger peger dog ifølge The New York Times på, at det er mere sandsynligt, at der var en bombe ombord.
Ni andre mistede livet i flystyrtet. Deriblandt Dmitrij Utkin, som var Prigozjins højre hånd.