Fredag mødtes en lang række af verdens topledere til det årlige G20-topmøde, som i år afholdes i den tyske by Hamborg, hvorfor den tyske kansler Angela Merkel er officiel vært ved topmødet.

Under topmødets første dag fredag har Merkel naturligvis talt med mange af verdens topledere, men én samtale med den russiske præsident Vladimir Putin synes hun at være lidt utilfreds med.

I hvert fald viser en video fra nyhedsbureauet Reuters, som kan ses i toppen af artiklen, hvordan  Angela Merkel og Vladimir Putin taler sammen, da Merkel pludselig ruller med øjnene.

Det er alment kendt, at de to verdensledere ikke har et varmt og venskabeligt forhold til hinanden, men hvad samtalen - eller de rullende øjne - handlede om, vides ikke.

Angela Merkels rullende øjne er dog ikke gået internettets opmærksomme blik forbi, og mange brugere på sociale medier har allerede deres helt egne bud på, hvad samtalen kan handle om.

Twitter-brugeren SimonNRicketts mener, at der kan være tale om et tilfælde af 'mansplaining', som er et udtryk for, at en mand forklarre en kvinde noget, hun ofte ved i forvejen.

En anden forklaring kan være, at Vladimir Putin har forklaret, at han får sit bryst til at skinne ved at smøre det ind i babyolie, før han viser det frem i offentligheden. Det mener i hvert fald Twitter-brugeren Obi-Wan Kenobi.

Udover flere kreative forklaringer på, hvad samtalen mellem Putin og Merkel mon handler om, så er mange Twitter-brugere heller ikke sene til at udtrykke deres begejstring for Merkels rullende øjne.

'Merkel der ruller øjne er os allesammen,' skriver Holly O'Reilly og Ian Bremmer mener endda, at Merkel fortjener Nobelprisen for sin handling.

G20-topmødet finder sted den 7. og 8. juli i Hamborg, og forud for topmødet har der været massive og voldsomme demonstrationer i byen. G20 består af lederne fra 19 af verdens industrilande og vækstøkonomier samt EU, og hvert år diskuteres internationale økonomiske anliggender, ligesom andre internationale storpolitiske emner er på dagsordenen.