En engelsk skole har set sig nødsaget til at forbyde vandflasker i skoletiden – og det er af en noget spøjs årsag. Det skriver Mirror.

Skolens elever har nemlig fået øjnene op for den verdensomspændende dille ’bottle flip’ der har taget internettet med storm. Dillen går i al sin enkelthed ud på, at man kaster en vandflaske op i luften, hvor den laver en saltomortale og lander stående.

Se, hvordan et 'bottle flip' ser ud nederst i artiklen.

Eleverne på Fulston Manor School i den engelske by Kent går nemlig rundt og optager de mange flasketricks, hvor de forsøger at få flasken til at lande svære steder - men nu har skolen altså fået nok. Der ligger nemlig flasker overalt på gangene, og det vil de ikke finde sig i.

Skolens rektor Alan Brookes har derfor sendt et brev til skolens forældre, hvor der står følgende.

’Vi har midlertidigt forbudt eleverne at tage vandflasker med rundt på skolen, for at komme vores skraldeproblemer og forstyrrelser i timerne til livs. Eleverne kan stadig drikke vand, før skoletiden starter, i frokostpausen og i frikvartererne, så der er ingen, der kommer til at dehydrere.’

Skolen har da også mærket en forbedring, siden forbuddet blev indført.

»Efter første dag med forbuddet kunne vi se en klar forbedring af, hvor meget skrald der lå, og hvor meget flaskerne forstyrrede. Vi har set meget få personer drikke i timerne, så det bakker vores teori op om, at eleverne har flasker med for at ’bottle-flippe’ i stedet for at bruge dem til at drikke af,« siger Alan Brookes til Mirror.

Flere har dog kritiseret skolens forbud. De mener, at det at lege er en del af at skabe sin identitet. Skolen har i stedet overreageret ved at forbyde den uskyldige leg.

’Jeg kan ikke tro mine egne øjne. Hvad kommer de til at forbyde næste gang,’ skriver Zoe Davies på Facebook.

Det er stadig tilladt at tage vandflasker med til idrætstimerne.