Hvis du bestiller bacalao på en spansk traditionsrestaurant, får du lov at sætte tænderne i et stykke delikat, saltet torsk med tomatsauce og alskens sydlandske grøntsager.

Har du derimod med Bacalao at gøre i det sagnomspundne Rikers Island-fængsel i New York, står menuen på trusler, tørre tæsk og tis i bukserne.

Dér er Bacalao nemlig en stor, muskuløs mand, der styrer sine medindsatte – og fængselsansatte – som en konge, og hvis du ikke makker ret, kan det snildt udløse et par håndmadder eller ti.

Det er ikke nyt, at fængsler – især i USA – kan være barske, men sommetider overgår virkeligheden fantasien.

Og det er tilfældet i Rikers Island-fængslet.

Et godt, men uhyggeligt eksempel finder vi 19. oktober 2021.

Det er aften, og ude foran celle 15 i det berygtede fængsel hersker der en ekstatisk stemning.

Ti mænd – nogle i bar mave, andre i stramme T-shirt eller tanktops – står foran den blå dør med femtallet og gejler hinanden op.

Her ses Bacalao, der siges at være brutal i sin måde at lede banden på
Her ses Bacalao, der siges at være brutal i sin måde at lede banden på
Vis mere

Og så træder en mand ud af celledøren. Han har mørkt hår, mørkt skæg og er dobbelt så bred som de andre indsatte, der står og hujer.

Manden, hvis overarm omtrent er på størrelse med en normal mands lår, går hen til en indsat i bar mave og fører ham hen til celle 15.

Kort tid efter begynder en arrangeret slåskamp mellem to fanger inde bag døren. Den ene bliver kylet ind i et metaltoilet og en sengeramme med hovedet først, før han kapitulerer.

Men den føromtalte, muskuløse mand i tanktoppen er ikke blandt de to kamphaner. Nej, for det er selveste Bacalao, og han nøjes med at se på, når han beordrer andre til at lade næverne tale.

Her ses Rikers Island-fængslet, der ligger placeret på en ø i New York.
Her ses Rikers Island-fængslet, der ligger placeret på en ø i New York. Foto: MIKE SEGAR
Vis mere

Denne gang har han arrangeret slagsmålet mellem to venner i fængslet, der modvilligt kæmper for at få fingrene i den sørgelige 'præmie': én cigaret.

Alt dette sker, mens flere fængselsvagter ser passivt til, og den detalje siger meget om den magt, som Bacalao og resten af Trinitarios-banden har fået skabt sig i Rikers Island-fængslet, der blev etableret i 1932.

New York Times har nemlig beskrevet tilstandene i en række artikler, og her bliver det i detaljer udpenslet, hvordan Bacalao, der altså er leder af Trinitarios-banden, lever som en konge i fængslet.

Lad os tage et par eksempler.

De andre fanger sover på én luset, tynd og sandsynligvis væggelus-befængt fængselsmadras. Bacalao sover – som var han prinsessen på ærten – oven på syv af slagsen.

De andre fanger har tilladelse til at fylde én kasse med mad og ejendele på fængslets kontor. Bacalao har otte.

Og så er der bandelederens kærlighed for sneakers.

Normalvis er det ikke tilladt at have dyre sko i fængslet, men i Bacalaos celle står der sjældne sko fra Balenciaga, Adidas og Yeezys på stribe.

Med andre ord: Bacalao er en konge i fængslet. Som da han eksempelvis – ifølge New York Times – fortalte om »reglerne i sit hus« til en ny fange og sagde:

»Hold din celle ren. Tag et bad. Når en ny person ankommer, skal du angribe dem. Brug aldrig din telefon uden tilladelse.«

Når nye fanger bliver placeret i den afdeling, hvor Bacalao og hans bande huserer, er det nemlig en uskreven regel, at vedkommende skal en tur forbi 'kontoret', som lederen kalder sin celle.

New York Times kan desuden fortælle, hvordan Trinitarios-banden har førsteret på maden. Hvordan de bestemmer, hvornår medindsatte må gå udenfor eller bruge deres telefon.

Trinitarios-banden er styret af Bacalao og skaber lige nu et helt forfærdeligt miljø i det berygtede Rikers Island-fængsel
Trinitarios-banden er styret af Bacalao og skaber lige nu et helt forfærdeligt miljø i det berygtede Rikers Island-fængsel
Vis mere

Og hvis de indsatte ikke adlyder ordre, sørger Bacalao, der oversat betyder 'klipfisk', for, at de bliver slået til plukfisk.

Det amerikanske medie har sågar fået meldinger fra fængslet om, at indsatte i enkelte tilfælde må besørge i bukserne – stort som småt – fordi de ikke tør gå på toilettet.

Men nu spørger du nok dig selv: Hvordan kan det ske, at en bande tager magten over et fængsel på den måde?

Svaret er, ifølge New York Times, at Rikers Island-fængslet i 2021 har været ramt af voldsomt mange sygemeldinger.

De forskellige afdelinger har været – og er – så underbemandede, at Trinitarios-banden har kunnet etablere deres egne love og regler i fængslet uden et modstandsdygtigt personale.

Det har samtidig haft den konsekvens, at Bacalao og Trinitarios-banden i hvert fald én gang har angrebet medindsatte med våben foran sagesløse fængselsvagter, der intet kan gøre.

Trinitarios-banden er styret af Bacalao og skaber lige nu et helt forfærdeligt miljø i det berygtede Rikers Island-fængsel. Her et angreb i gang foran en fængselsansat.
Trinitarios-banden er styret af Bacalao og skaber lige nu et helt forfærdeligt miljø i det berygtede Rikers Island-fængsel. Her et angreb i gang foran en fængselsansat.
Vis mere

Og løsningen er ikke ligetil.

Godt nok blev det i 2018 besluttet, at fængslet skal lukke, men det skal først effektueres i 2027, og fem år som indsat under Bacalaos regime er hård kost for de fleste indsatte.

Derfor venter amerikanerne også lige nu på det næste træk fra New Yorks nye borgmester, Eric Adams, for at se, om han virkelig har i sinde at få styr på Bacalao og den farlige bande.

Andre læser også