Præsident Joko Widodo vinder 55,5 procent af stemmerne, mens hans udfordrer må nøjes med 44,5 procent.

Indonesiens siddende præsident, Joko Widodo, har vundet sidste måneds præsidentvalg med 55,5 procent af stemmerne. Det oplyser landets valgkommission tirsdag.

Præsidentens udfordrer, den tidligere general Prabowo Subianto, opnår 44,5 procent af stemmerne. Det viser det endelige valgresultat, skriver nyhedsbureauet dpa.

Resultatet bekræfter optællinger fra flere valgsteder, der blev offentliggjort umiddelbart efter valget 17. april.

Prabowo Subianto har på forhånd tak sagt, at han vil afvise resultatet. Han beskylder regeringen for at have svindlet med valget til fordel for præsidenten.

Den tidligere general hævder, at han har beviser for udbredt snyd.

Mandag var valgets officielle vagthund, Election Supervisory Agency, dog ude at afvise disse påstande. Ifølge organisationen er der ingen beviser, der støtter Prabowo Subiantos påstande.

De officielle valgresultater var først ventet onsdag, men offentliggørelsen blev rykket frem, efter at Prabowo Subiantos tilhængere havde varslet en stor demonstration foran valgkommissionens bygning i det centrale Jakarta.

Joko Widodo har under valgkampen fokuseret på at nedbringe fattigdom og forbedre infrastrukturen med nye veje, broer, havne, en ny lufthavn og hurtige togforbindelser.

Prabowo Subianto, der var general for specialstyrkerne under præsident Suhartos militærstyre, har i højere grad ført en valgkamp, der spiller på frygten for splittelse i det store land og udnyttelse af verdens stormagter.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Indonesien har omkring 264 millioner indbyggere. Det er verdens tredjestørste demokrati.

Valget 17. april var det mest omfattende, Indonesien nogensinde har holdt. Det var første gang, at der blev holdt præsidentvalg og parlamentsvalg samtidig.

/ritzau/