Seks personer er sigtet i kølvandet på stadiontragedie, der kostede 131 livet. Der kan komme flere sigtelser.

Seks personer står over for sigtelser efter en stadiontragedie, der lørdag fandt sted i Indonesien. Blandt de sigtede er politifolk og kamparrangører.

Det oplyser Indonesiens politichef torsdag.

131 mennesker mistede livet lørdag efter en fodboldkamp på et stadion i Malang i Østjava, da fans stormede på banen, og politiet svarede igen med tåregas.

Mange af de omkomne blev kvalt eller trampet ihjel.

Politichef Listyo Sigit Prabowo siger på et pressemøde, at arrangører og politifolk er blandt de, der efterforskes, og at flere personer kan blive sigtet.

De seks er sigtet for kriminel uagtsomhed med dødelig udgang. Kendes de skyldige i sigtelsen, kan de blive idømt op til fire års fængsel.

Tre politibetjente er sigtet på grund af deres brug af tåregas. Chefen for den komité, der arrangerede kampen, og chefen for sikkerheden på stadion er også sigtet.

Politiet siger, at klubbens sikkerhedsvagter ikke havde efterlevet sikkerhedskravene, og at de havde tilladt flere fans, end der var kapacitet til på stadion.

Flere af de vagter, der holdt øje med ind- og udgange, havde desuden forladt deres poster, da tragedien udspillede sig.

De udgange, som folk flygtede ud af, var for smalle til, at folk kunne komme ud af dem, siger politiet. Indonesiens fodboldforbund oplyser, at nogle af udgangene var låst.

Den indonesiske regering har nedsat en gruppe, der skal til bunds i, hvad der skete forud for tragedien, og hvem der kan holdes ansvarlige.

Lørdagens tragedie er en af de dødeligste fodboldtragedier siden 1964 i Lima i Peru, hvor en baneinvasion og politiets efterfølgende reaktion kostede 328 mennesker livet.

Indonesiens præsident, Joko Widodo, har iværksat en gennemgang af landets stadioner for at sikre, at alle sikkerhedsforanstaltninger er i orden.

/ritzau/Reuters