Den kinesiske videoapp TikTok er blandt de mest downloadede apps i Danmark og i resten af verden.

Indien har bandlyst 59 hovedsageligt kinesiske apps, herunder den meget populære videoapp TikTok.

Den indiske regering har blokeret de mange apps som led i en verserende strid med Kina, skriver flere techmedier, herunder TechCrunch, og nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Indiens minister for teknologi siger mandag, at de 59 apps alle er "skadelige for Indiens uafhængighed, integritet og sikkerhed".

Bandlysningen sker efter et blodigt opgør mellem Indien og Kina i Himalaya ved grænsen mellem de to lande tidligere i juni. Her blev 20 indiske soldater dræbt.

Indien er det land med flest brugere af TikTok. Brugere i landet har downloadet appen over 611 millioner gange, og Indien står for over 30 procent af TikToks brugere på verdensplan, viser en analyse ifølge Reuters.

I Danmark er appen også blandt de mest downloadede.

Den kinesiske virksomhed Bytedance, der står bag TikTok, havde planlagt at investere en milliard dollar i Indien.

Bytedance nægter at have delt oplysninger om indiske brugere med den kinesiske regering, oplyser virksomheden ifølge AFP.

- TikTok fortsætter med at overholde alle data- og sikkerhedskrav i henhold til indisk lovgivning og har ikke delt nogen oplysninger om vores brugere i Indien med nogen udenlandsk regering, herunder den kinesiske, melder Bytedance.

På appen TikTok kan brugere optage en kort video og dele den med andre.

Langt de fleste brugere bruger appen til at optage videoer af dem selv, hvor de mimer og danser til en sang, der kører i baggrunden.

Appen og virksomheden bag er blevet kritiseret kraftigt for at stjæle og bruge oplysninger fra de brugere, der downloader appen.

Derudover er virksomheden blevet kritiseret for ikke at fjerne videoer fra brugere, hvor der indgår vold, racisme, børnemishandling og dyremishandling.

Over for B.T. råder Ken Friis Larsen, der er lektor ved Datalogisk Institut ved Københavns Universitet, danske brugere til at slette appen med det samme.

- De indsamler fakta om netværk, IP-adresse, wi-fi-oplysninger, wi-fi-navn, mine apps og apps, jeg har slettet. De indsamler lokationer - den allermest finkornede af slagsen helt ned til en meter eller mindre.

- De kan tænde for mikrofonen og video, de kan se, hvad du taster, og de kan se, hvad du har i dit clipboard. Det svarer til, at jeg opbevarer dine sundhedsdata i en plastikkasse og stiller dem ude på gaden uden lås, siger han til B.T.

/ritzau/