Fyrværkeri og jetfly over monumentet Mount Rushmore i USA skaber frustrationer blandt de indfødte.

Indfødte amerikanere er vrede over USA's præsident Donald Trumps fejring af den amerikanske uafhængighedsdag, 4. juli.

Trump har planlagt at skyde fejringen i gang allerede fredag aften lokal tid ved monumentet Mount Rushmore, der afbilleder de fire præsidenter George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln.

Flere indfødte ser monumentet som en vanhelligelse af det land, som blev stjålet fra dem og givet til folk, der var fjendtlige over for de indfødte, skriver amerikanske ABC News.

- Mount Rushmore er et symbol på hvidt overherredømme og strukturel racisme, der stadig eksisterer i samfundet i dag, siger Nick Tilsen, der er leder af stammen Oglala Lakota, ifølge ABC News.

- Det er en uret at aktivt stjæle indfødtes land og så hugge ansigtet af de kolonister, der begik folkemord, i sten, siger han.

Ifølge mediet har flere grupper af indfødte planlagt demonstrationer under Trumps besøg ved monumentet.

Ifølge Trumps planer skal flere jetfly flyve hen over Mount Rushmore fredag - dagen før uafhængighedsdagen - og for første gang siden 2009 bliver der affyret fyrværkeri. Det har ellers været bandlyst i 11 år af miljøhensyn.

Det skyldes blandt andet, at området er knastørt. Men Trump-lejren har med hjælp fra South Dakotas guvernør fået forbuddet ophævet.

Flere lokale borgere frygter også for en spredning af coronavirus, når så mange personer skal stimle sammen ved fejringen.

Trump skal holde tale ved Mount Rushmore fredag aften lokal tid - tidligt lørdag morgen dansk tid.

Donald Trump bliver den første præsident på stedet siden 2002, da præsident George W. Bush var her.

Besøget fra Trump sker efter flere måneders strid mellem indfødte, delstatsmyndighederne i South Dakota og de føderale myndigheder om magtbeføjelser til at isolere indfødte i reservater eller ej.

/ritzau/