Heavy rockbandet Metallica har aflyst bandets første koncert i Indien nogensinde. Rasende fans går amok.

Tusindvis af fans var allerede mødt op fredag aften for at opleve det amerikanske heavy rockband Metallica med danske Lars Ulrich på trommer optræde for første gang i Indien.

Men i sidste øjeblik meddelte arrangørerne af koncerten i Gurbaon ved New Delhi, at det alligevel ikke bliver til noget.

Det blev for meget for mange af de utålmodige fans. Udstyr ved scenen blev smadret, flasker fløj igennem luften.

I hvert fald en person kom til skade, da han blev skubbet ned af en trappe og brækkede et ben.

I første omgang blev koncerten udskudt til lørdag på grund af en beskadiget sikkerhedsafspærring, men arrangørerne kunne ikke få endnu en tilladelse til koncerten.

- Vi er dybt skuffede over nyhederne, da vi som jer havde set frem til vores første optræden i Indien, sagde Metallica i en erklæring.

Det er ikke første gang, at fans i Indien bliver skuffet af en aflysning med et internationalt topnavn.

Tidligere i år måtte canadieren Bryan Adams aflyse en koncert, da politiet ikke ville give den endelige tilladelse.

Foreløbig ser det ud til, at den planlagte koncert i New Delhi søndag aften med Lady Gaga finder sted.

/ritzau/AFP