3M indgår aftale til 5,1 milliarder kroner efter påstande om forurening i Minnesota i 50 år. 3M afviser dog.

Washington. Det amerikanske konglomerat 3M har indgået forlig i en sag anlagt af delstaten Minnesota over beskyldninger om årtiers miljøforurening.

Det oplyser 3M, der producerer værktøj og kontorartikler, tirsdag.

3M oplyser således, at det vil investere 850 millioner dollar - eller godt 5,1 milliarder kroner - i en statsfond. Fonden skal sikre vandkvalitet og bæredygtighed.

Sagen begyndte i december 2010, da 3M blev anklaget for at have forurenet Minnesota i mindst 50 år med kemikalier, der sivede ned i jorden og senere ud i floden Mississippi River.

I november sidste år meddelte Minnesota, at delstaten er i kontakt med indbyggere, som lider af helbredsproblemer som følge af kemikalierne. Det gælder blandt andet kræft og for tidligt fødte børn.

Tirsdag, da udvælgelsen af nævningene til retssagen gik i gang, satte 3M en stopper for sagen og indgik forlig. Dog afviser selskabet fortsat påstande om forurening.

- Denne aftale afspejler vores engagement i at udvise integritet og drive forretning på en bæredygtig måde, som er til gavn for alle, der bor og arbejder i Minnesota, udtaler vicedirektør i 3M John Banovetz i en meddelelse.

Guvernør i Minnesota Mark Dayton siger, at han er taknemmelig for, at statsanklager Lori Swanson har løst sagen.

- Denne aftale er et enormt vigtigt skridt mod at beskytte helbredet blandt over 67.000 indbyggere i det østlige Minnesota. De fortjener rent og sikkert drikkevand, udtaler guvernøren i en meddelelse.

3M blev grundlagt i Minnesota for mere end 115 år siden og beskæftiger 16.000 mennesker i delstaten.

Guvernør Mark Dayton tilføjer, at selskabets "mange positive bidrag" i vid udstrækning overgår "disse uheldige omstændigheder".

3M er bedst kendt for sin tape og Post-it-sedler.

/ritzau/dpa