En illegal indvandrer, der er tiltalt for fire drab i den amerikanske stat Nevada, har fortalt politiet, at han røvede og dræbte sine ofre i løbet af en periode på 10 dage, fordi han manglede penge til narko.

Han skreg og kaldte sig selv en 'idiot', før han til sidst tilstod de fire grusomme mord.

Sådan lød det fra en detektiv om den 20-årige Wilber Ernesto Martinez-Guzman, da han endelig brød sammen.

Det var en sag, som den amerikanske præsident, Donald Trump, satte fokus på i sin 'State of the Union'-tale i Kongressen.

Præsident Donald Trump under sin 'State of the Union'-tale i den amerikanske kongres 5. februar. 
Præsident Donald Trump under sin 'State of the Union'-tale i den amerikanske kongres 5. februar.  Foto: DOUG MILLS
Vis mere

Martinez-Guzman blev anholdt i Carson City 19. januar, og detektiv Stefanie Brady oplyste, at han først nægtede alt.

Han smilede og fnisede gennem afhøringen.

Men da hun senere konfronterede ham med de modsigelser, der var i hans historie, sagde han – gennem en spansktalende tolk – at 'han havde gjort noget utilgiveligt'.

»Han sagde, at han manglede penge til at købe methamfetamin for,« lød hendes vidneforklaring ifølge den 268 sider lange rapport, der blev indleveret i retten tirsdag.

I sidste uge blev han tiltalt for fire mord, men ved en afhøring i tirsdags erklærede han sig ikke skyldig. Det skriver avisen New York Post.

Selve retssagen mod Martinez-Guzman begynder først til april næste år.

Sagen har haft præsidentens interesse, for i sin tale til nationen 5. februar sagde Trump, at mordene på to af ofrene, 81-årige Gerald David og hans 80-årige kone, Sharon, viste, at der var brug for en mur langs grænsen til Mexico.

»Jeg vil kæmpe for minderne om Gerald og Sharon,« sagde Trump, mens David-parrets datter, barnebarn og oldebarn alle sad i galleriet.

Han bad familien om at rejse sig op, og han talte om 'amerikanere dræbt af illegale indvandrere'.

Gerald og Sharon David havde hyret Martinez-Guzman til at passe deres have.

De blev fundet døde 16. januar, skudt med en kaliber .22-pistol, som Martinez-Guzman havde stjålet fra dem.

Hans dna blev fundet på pistolen, som også blev brugt til at dræbe Connie Koontz og Sophia Renken i deres hjem.