Når Rusland ytrer et ønske om et tættere samarbejde med Iran, er det et udtryk for russisk svaghed.

»Man siger jo, at nød lærer nøgen kvinde at spinde, og det er lige præcis det, som Rusland gør,« siger B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg.

Det er kun en måned siden, at Rusland erklærede Kherson-provinsen i det sydlige Ukraine for en del af Rusland.

I fredags kunne Ukrainerne juble, da de generobrede provinshovedstaden Kherson.

Indbyggerne i den ukrainske by Kherson sang og jublede i gaderne, efter at russiske soldater forlod byen fredag. Kherson var den eneste provinshovedstad, som russiske styrker havde formået at indtage siden invasionen 24. februar.
Indbyggerne i den ukrainske by Kherson sang og jublede i gaderne, efter at russiske soldater forlod byen fredag. Kherson var den eneste provinshovedstad, som russiske styrker havde formået at indtage siden invasionen 24. februar.
Vis mere

Det er et stort nederlag for Ruslands præsident Vladimir Putin, vurderer Jakob Illeborg.

»Tabet af Kherson er et udtryk for russisk svaghed. Rusland taber krigen på landjorden, og derfor søger man nu mod Iran efter flere våben,« siger han.

Jakob Illeborg forklarer, at den russiske interesse i Iran skyldes, at landet ligger inde med missiler og droner.

Nyhedsbureauet Reuters oplyser lørdag, at Kreml lørdag har varslet et tættere samarbejde mellem Rusland og Iran – blandt andet ønsker ledere af de to lande, at styrke deres handelsmæssige, politiske og økonomiske samarbejde.

Det er uvist, hvornår de to ledere præcist har talt sammen, men det er et træk fra russisk side, der både er »kalkuleret og desperat« lyder det ifølge Jakob Illeborg.

B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg har flere gange besøgt Ukraine i løbet af det sidste år.
B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg har flere gange besøgt Ukraine i løbet af det sidste år. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Iran har siden præstestyrets indførsel også været i strid med Vesten, så det er en fælles fjende. Rusland er på spanden og vender sig kun mod Iran for at få mere udstyr,« siger han.

Putins intention er at skræmme befolkningen, der går en mørk og kold vinter i møde, forklarer Jakob Illeborg.

»På den måde kan han forsætte med at torturere civilbefolkningen i Ukraine. Krigen hedder nu militær mod civilbefolkning,« tilføjer han.

Iran er flere gange blevet beskyldt for at levere våben til Rusland, men har gentagne gange afvist, at dette skulle være tilfældet.

Det er dog kun en uge siden, at der lød meldinger om, at Iran havde sendt en større sending af ballistiske missiler og kamikazedroner til Rusland.

Meldinger, der skabte bekymring hos det ukrainske luftforsvar, der forklarer, at Ukraine ikke har et effektivt forsvar mod disse missiler.