Fredag aften mistede en person livet og flere blev såret i et angreb i Tel Aviv i Israel, der bliver kaldt terror.

»Vi har nu i et par dage set en konstant eskalering af voldsomheder, og for mig at se, er det endnu en skakbrik på vej mod krig.«

Det siger B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, fredag aften.

Ofrene er udenlandske turister, oplyser det israelske redningsmandskab til nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet sker efter flere ugers uroligheder i Israel, på Vestbredden og i Gazastriben, hvor Israel blandt andet torsdag affyrede missiler over Gazastriben for at ramme Hamas, samtidig med at to israelske kvinder i 20erne blev skuddræbt nær en israelsk bosættelse på Vestbredden.

Ifølge Jakob Illeborg, er det blot begyndelsen.

»Meget tyder på, at det er et direkte svar på de missilangreb, israelerne har skudt ind over Gazastriben,« siger han.

Og det bliver måske endnu værre.

Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T.
Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

En af årsagerne er, at Israels højreorienterede og nationalistiske regering er presset, hvor flere hundredtusinder af israelere længe har demonstreret mod premierminister Benjamin Netanyahus retsreformer.

Regeringen har nemlig forsøgt at gennemføre en meget upopulær retsreform, der indskærper den israelske højesterets beføjelser, og dermed gør det muligt for flertallet i det israelske parlament at underkende afgørelser. Noget som demonstranterne mener vil gøre Israel til et dikatur.

Derfor tror Jakob Illeborg også, at den israelske regering har en interesse i at blæse konflikten op.

»En stor ydre konflikt kan afvæbne en indre konflikt. Derfor kunne svaret godt være hårdere for at det afbryde den krise, regeringen er i. Den ene handling afføder den anden. Og det bliver voldsommere og voldsommere,« fortæller Jakob Illeborg og tilføjer:

»Det er mere benzin på bålet, og det går kun en vej. Krig.«

Ifølge den norske mellemøstekspert Hilde Henriksen Waage vil konsekvenserne efter aftenens angreb være todelte, hvis gerningspersonen er palæstinenser.

På den ene side kan det betyde flere angreb mod de palæstinensisk kontrollerede områder, og på den anden kan det være en fordel for landets premierminister, Benjamin Netanyahu.

»Hvis gerningspersonen er palæstinenser, vil det betyde, at de israelske sikkerhedsstyrker skruer op for angrebene på Vestbredden og Gazastriben,« siger Hilde Waage til B.T. og tilføjer:

»Hvis gerningspersonen er palæstinenser, er det en gylden mulighed for Benjamin Netanyahu for at lægge en dæmper på de interne uroligheder i landet.«