I adskillige årtier har den nordkoreanske tv-vært Ri Chun Hee været ansigtet på landets nyheder. Men nu er hun angiveligt fortid.

Den 'lyserøde kvinde', som hun også er navngivet på grund af sin altid lyserøde kimono, har i nogen tid ikke været at se i nyhedsudsendelserne.

I stedet er hun blevet erstattet af en yngre tv-vært på den statsejede kanal, KCTV. Det sker i kølvandet på en større modernisering af tv-kanalen, hvor nyhedsværterne er blevet yngre og klædt mere tidssvarende. Men forandringerne tilskrives også en større modernisering på Kim Jong-uns initiativ.

»Mottoet for Kim Jong Uns nye æra er at indhente tendenserne i det nye århundrede. Man kan sige, at denne forandring bliver afspejlet i produktionen af programmerne,« forklarer ekspert i Nord Korea og professor ved Dong-A universitetet i Seoul, Kang Dong-wan, til ABC News.

Nord Korea 3. september 2017. AFP PHOTO.
Nord Korea 3. september 2017. AFP PHOTO. Foto: KIM WON-JIN
Vis mere

Ri Chun Hee har været landets mest velkendte ansigt - næst efter dets leder, Kim Jong-un. Men i en alder af 75 år kan hendes fravær på skærmen, ifølge ABC News, dog også skyldes, at hun er blevet pensioneret efter 48 år i værtsstolen.

Det er ikke kun det ydre, som er forandret. Det velkendte format, hvor Ri Chun Hee med kraftig stemme og bidende attitude leverede nyhederne om alt fra atomsprængninger til lederskifte, er gradvist også ved at forsvinde. I dag har KCTV fået mere 'levende' fortællerformer i deres nyhedsindslag, som også er udstyret med moderne grafik og videoeffekter.

Indslag er blevet sendt, hvor en reporter er ude blandt mennesker for at lave en historie, mens en anden udsendelse viser en klassisk interviewsituation mellem værten og en gæst. Langt fra den klassiske nyhedsoplæsning, som i mange år har været den faste nordkoreanske nyhedsform.

I september afbrød en mandlig vært sin kvindelige kollega midt under en udseendelse ved at vifte akavet med et stykke papir.

»Denne presserende nyhed er lige kommet ind,« forklarede manden, hvorefter han begyndte at læse historien op. Alt sammen i forsøget på at skabe mere moderne greb i formidlingen.

Det nordkoreanske tv-studie er med andre ord blevet voldsomt opgraderet.

Historierne handler nu oftere om mennesker og gradvist mindre om hardcore ideologi - omend det stadig er dominerende i politiske spørgsmål.

Seerne har eksempelvis oplevet et indslag med kvinderne på en kosmetikfabrik, som står i skarp kontrast til oplæsning af indøvet mantra om 'den store leders' bedrifter.