Offentligheden har ikke set den nordkoreanske leders kone i over en måned. Det har sat gang i spekulationerne hos flere medier og analytikere.

Den Nordkoreanske leder, Kim Jong-un har ikke vist sin kone frem i 40 dage. Det har fået flere medier til at spekulere i, om hun er blevet for selvstændig og derfor har fået de nordkoreanske regime på nakken. Det skriver The Telegraph.

F.eks. har den unge Ri Sol-ju ved flere lejligheder vist sig uden et badge med billede af Kim Il-sung - landets grundlægger. Det er ellers blevet påbudt de nordkoreanske indbyggere, så de kan vise deres loyalitet til den tidligere statsleder.

I stedet har Ri Sol-ju haft et blomster-broche på brystet, hvor Kim Il-sung ansigt skulle have været.

Desuden har nordkoreanske NK News antydet, at hendes stil 'har tirret nogle af de ældre og mere konservative medlemmer af landets ledelse'.

Ri Sol-ju har udfordret det gængse billede af nordkoreanske kvinder, der generelt forventes at være iført nederdel eller poset, Mao-inspireret arbejdstøj i grå eller brun. I stedet er den unge førstedame troppet op til et arrangement i en sort buksedragt og med en moderigtig Christian Dior-håndtaske på armen.

Kommentatorer har spekuleret i, at hendes fremtoning er det nye lederskabs forsøg på at bløde det offentlige billede af et strengt og strømlinet regime op. Men at afvise at bære grundlæggerens billede på brystet kan true nationens integritet, advarer de.

Andre teorier lyder på, at Ri Sol-ju gemmer sig, fordi hun er gravid. Førstedamen fik angiveligt et barn i 2010, efter at hun havde giftet sig med Kim Jong-un året før. Men det er aldrig blevet bekræftet.

I det hele taget har Ri Sol-ju hele tiden været omgærdet af en del mystik. Det er endnu ikke blevet bekræftet, om hun blev født i 1985 eller 1989, og hun kan altså være alt mellem 23 og 27 år gammel. Det vides heller ikke, om hun er født i Nordkorea.

Da hun første gang blev vist frem for offentligheden, blev hun identificeret som værende sanger i et orkester, der har haft flere optrædener i udlandet. Men heller ikke den information er blevet bekræftet.

Også kvindens navn bliver betvivlet af flere analytikere.