Svensk bog afslører nye sider af Ingvar Kamprads flirten med nazismen i ungdommen.

Ikeas grundlægger var medlem af nazistpartiet. Men ikke nok med det. Han var også særdeles aktiv i forhold til at tiltrække nye medlemmer til bevægelsen. Derfor var han også i den svenske sikkerhedstjenestes søgelys.

Det afslører en ny bog af journalist Elisabeth Åsbrink 'Och i Wienerwald'.

Den sky svensker har på privatfronten tidligere kæmpet med skilsmisser, alkoholmisbrug og anklagerne om, at han var nazist under Anden Verdenskrig.

Det har tidligere været fremme, at den nu 85-årige Ingvar Kamprad var nazist under krigen. Nyt er det imidlertid, at han var så aktiv, at han fik nye medlemmer ind i partiet i en sådan grad, at sikkerhedstjenesten overvågede ham.

Angiveligt skulle Kamprad have bevaret forbindelsen til nazibevægelsen adskillige år efter krigens afslutning.

Ingvar Kamprad har tidligere undskyldt sit medlemskab og sine holdninger i ungdommen. Og han har bedyret, at han har lagt disse holdninger bag sig.

- Det er lidt mærkeligt, at Ingvar Kamprad ikke selv er kommet med disse oplysninger. For han har tidligere sagt undskyld, og at han ville fortælle åbent om sin nazistiske fortid, sagde Elisabeth Åsbrink til SVT News, der bragte de nye oplysninger på banen.

Beskyldningerne i bogen er ikke blevet kommenteret fra Ikeas side.

Andre læser også